Breve på vej til ejendomsejere med olie- og naturgasfyr

12-12-2022

PRESSEMEDDELELSE | Holbæk Kommune sender brev til alle ejendomsejere med olie- og naturgasfyr med information om fremtidige varmemuligheder, herunder muligheden for at blive tilsluttet fjernvarme.

12.12.2022

Der er stort fokus på at udfase brugen af fossile brændsler, herunder naturgas og olie. Regeringen og Kommunernes Landsforening har tidligere på året besluttet, at ejendomsejere med olie- eller gasfyr inden udgangen af 2022 skal have besked om, hvorvidt og hvornår de kan få fjernvarme eller tilbud om rådgivning om en anden grøn varmeløsning.

Økonomiudvalget har på sit møde onsdag indstillet de områder, som Kommunalbestyrelsen skal tage endelig stilling til. Områderne er valgt ud fra, at foreløbige analyser viser, at de har potentiale til at få fjernvarme. Det gælder for Vipperød, Holbæk by, Svinninge, Tølløse og Jyderup (gasforsynet område). Det forventes herudover, at det eksisterende fjernvarmenet i Store Merløse og Mørkøv udvides.

”64% af opvarmningen i Holbæk Kommune er baseret på olie eller naturgas. Samtidig er der stor usikkerhed og bekymring omkring de høje energipriser, som vi ser i øjeblikket. Derfor er det så vigtigt, at vi får udrullet fjernvarme alle de steder, hvor det er muligt, så flere borgere, boligforeninger og virksomheder kan konvertere fra naturgas og olie til fjernvarme,” fortæller Christina Krzyrosiak Hansen, borgmester i Holbæk Kommune.

Hun tilføjer, at der både kigges på en mulig rørføring med overskudsvarme fra de store industrivirksomheder i Kalundborg til Holbæk Kommune og en undersøgelse af geotermisk energi (vand fra jordens undergrund, der kan udnyttes til fjernvarme) som to forsyningskilder, der kan sikre yderligere fjernvarme til flere områder. Det er på nuværende tidspunkt ikke muligt at sige, hvor og hvornår det eventuelt kan blive.

Udpegning som potentielt fjernvarmeområde er dog ikke ensbetydende med, at der kommer fjernvarme. Det afhænger blandt andet af, hvor stor tilslutning der bliver i det enkelte område. Forsyningsselskabet Fors A/S foretager detaljerede beregninger og udarbejde projektforslag. Projektforslagene skal til godkendelse i Kommunalbestyrelsen i 2023.

Hvad med andre områder?

Der er områder, hvor det samfundsøkonomisk ikke er muligt at tilbyde fjernvarme. Så hvad er mulighederne her?

”Her er det vigtigt for os at sige, at vi meget gerne vil hjælpe med rådgivning om løsninger til de ejendomme med gas og olie, som ikke har udsigt til at blive tilkoblet fjernvarme. Her kan det både handle om, at man som boligejer formentlig vil skulle kigge efter en individuel opvarmningsløsning, for eksempel varmepumper, eller også, at mindre lokalområder selv kan etablere kollektive energiløsninger, som dog kræver, at borgerne lokalt går sammen om denne løsningsmodel,” fortæller Karen Thestrup Clausen, der er formand for Udvalget for Klima, Miljø og Natur.

Der er allerede nu stor interesse fra en række lokalområder for at komme i betragtning til rådgivning eller få mere information, behov for teknisk og juridisk rådgivning. For at imødegå dette behov vil Holbæk Kommune indgå en rammekontrakt med rådgivere, som kan yde teknisk og juridisk rådgivning omkring lokale varmeløsninger.

Brevene vil blive sendt Digital Post og som fysisk brev til de ejendomsejere, der er fritaget for elektronisk post, i løbet af uge 50.

Husk at opdatere i BBR

Brevene sendes til de ejere, hvis ejendomme i Bolig- og Bygningsregistret (BBR) står registreret opvarmet ved hjælp af et olie- eller naturgasfyr. Hvis informationen om opvarmningsformen ikke er korrekt, skal den enkelte ejer rette den i BBR.

Ret dine BBR-oplysninger

Se indstillede potentielle fjernvarmeområder

Senest opdateret 12-12-2022