Fyr korrekt, hjælp miljøet og undgå skorstensbrand

13-12-2022

Vinteren er her for alvor, og nu gælder det om at huske de gode vaner, når du bruger din brændeovn.

13.12.2022

Her i vintermånederne, hvor det er blæsende og koldt udenfor, er det hyggeligt at være indendørs med ild i brændeovnen. Når du tænder op i brændeovnen, skal du derfor huske fem råd, så du undgår brand i skorstenen. Hvert år rykker brandvæsenet  nemlig ud til brande, der kunne have været undgået, hvis der var blevet fyret korrekt.

  • Tænd op fra toppen: Lad flammerne arbejde sig nedad som et stearinlys.
  • Brug kun tørt træ: Vådt træ ryger.
  • Sørg for rigeligt med luft: Skru først ned for luften, når flammerne bliver lysere.
  • Røgen skal være næsten usynlig og stige opad fra skorstenen.
  • Hold en høj temperatur i brændeovnen, pejsen eller lignende.

Hvis uheldet er ude, skal du lukke for lufttilførslen og ringe 1-1-2. Hæld aldrig vand på ilden.

Fyr med omtanke

Fyrer du korrekt, kan du fjerne hovedparten af de partikler i røgen fra din brændeovn, som er skadelige for sundheden. Samtidig forebygger du gener over for dine naboer.

Gode råd til at fyre med brænde

Vil du vide mere om de gode råd, kan du finde yderligere information på Miljøstyrelsens brændefyringsportal

Senest opdateret 13-12-2022