15.02.2022
Som vild have-mentor bliver du en afgørende del af Holbæk Kommunes indsats for den vilde natur, hvor vi hjælper borgerne med at skabe mere liv i haven og i den bynære natur. Sammen gør vi naturen vild, hvor vi bor, ved at skabe bedre levesteder for insekter og dyr.
Vil du være Vild Have-mentor, får du et spændende halvdagskursus, hvor du bliver klædt godt på til at gå forrest og skabe biodiversitet og mere liv i haven og i den bynære natur.
På kurset får du redskaberne til at arrangere fælles indsatser i dit lokalområde for at gøre naturen vild.
Samtidig bliver du en del af et netværk af Vild Have-mentorer i Holbæk Kommune, hvor I sammen kan udveksle erfaringer og inspirere hinanden. Når du har fuldført kurset, får du et flot kursusbevis.
Hvornår?
To kurser bliver afholdt i foråret 2022:
- Tirsdag d. 22. februar kl. 16.00-20.30 i mødelokale 0.21 på Kanalstræde 2, 4300 Holbæk
- Lørdag d. 26. februar kl. 10.00-14.30 i Mødesalen på Svinninge Bibliotek, Hovedgaden 59, 4520 Svinninge
Kurset er gratis, men du skal bo i Holbæk Kommune, og da der er et begrænset antal pladser (og rift om dem), tager vi et no-show gebyr på 350 kr., hvis du ikke dukker op uden at melde afbud mindst 48 timer før.
Læs mere og tilmeld dig kurset
Din opgave som Vild Have-mentor
Som uddannet Vild Have-mentor stiller du din viden til rådighed for andre ved at arrangere mindst et og gerne flere lokale arrangementer, der skal inspirere endnu flere til at give biodiversiteten et løft. Det kan være, at du viser din vilde have frem, arrangerer guidede ture i lokalområdet for at tjekke biodiversiteten ud, eller at I sammen laver kvashegn og insekthoteller.