29.06.2022
Mandag morgen den 1. august mødes omkring 45 unge fra Holbæk Kommune på havnen i Holbæk. Her går de ombord på Bonavista, der kl. 8.30 letter anker og sætter kursen mod Ungdomsøen.
Ungdomsøen er det, vi kender som Middelgrundsfortet i København og er en 70.000 m2 kunstigt anlagt ø. Den i dag er arena for aktiviteter, der laves både for og af unge.
Sejltogtet byder på spændende indslag i Hundested og Helsingør samt overnatning i hængekøjer, inden Bonavista onsdag har tilbagelagt de mange sømil og lægger til kaj på Ungdomsøen.
Møder på tværs på Ungdomsøen
Torsdag den 4. august bliver dagen fyldt med aktiviteter og møder på tværs, når unge fra København også indtager øen. Her inviterer Holbæk Kommune og Ungdomsøen i samarbejde til flere maritime workshops med fokus på galionsfigurer og køn. Der vil være en skriveworkshop, filmvisning på skibet og plads til at opleve Ungdomsøen. Om aftenen er der fællesspisning.
Nordea-fonden støtter projektet med 120.000 kr., og Fonden Ungdomsøen har partnerskaber med blandt andet Roskilde Festival, Folkehøjskolernes forening i Danmark og Maritime Nyttehaver.
Holbæk Kommune er nu med ombord i form af samarbejdet med sommerens projekt, og det betyder, at kommunens unge kan eksperimentere med kultur- og fritidsaktiviteter på øen. Det ser fonden frem til:
”Vi glæder os til at byde unge fra Holbæk velkommen på kajen til august. Ungdomsøen er et fristed og en platform, der skabes for, med og af unge. Et fællesskab, som unge fra Holbæk nu også bliver inviteret ind i til en dag med workshops og fællesspisning,” fortæller Dea Forchhammer, der er direktør på Ungdomsøen.
De unge fra Holbæk Kommune ser også frem til turen:
”Jeg glæder mig helt vildt til at sejle, besøge Ungdomsøen og lave alle de kreative aktiviteter. Det bliver også ret spændende at møde en masse andre, som jeg ikke kender i forvejen”, fortæller Sofie Bisp Willman fra Jyderup.
At styrke de unge
Bag samarbejdet med Ungdomsøen lægger et ønske om at styrke unge i at være aktive, engagerede og nysgerrige:
”I Holbæk Kommune vil vi gerne styrke vores unges dannelse og støtte dem i at være en del af fritidsfællesskaber. Det gør vi blandt andet med ungdomsklubber, ungdomsråd og biblioteker. Med det nye samarbejde kan vi udvikle det vigtige arbejde yderligere, og de unge, som det hele handler om, er skabende kræfter. De unge får praksis erfaring med at udføre kreative idéer, og de får en unik mulighed for at møde hinanden på tværs” fortæller Ole Hansen, formand for Udvalget for Kultur og Fritid i Holbæk Kommune.
Det er et samarbejde mellem afdelinger fra Kultur, Fritid og Ungeliv, der samler kommunens unge til projektet. Målgruppen favner de 13-25-årige, og derfor inviteres de alle til at deltage.
Der vil også være et særligt fokus på at invitere ensomme unge, unge fra boligsociale områder og unge, som ikke er en del af et fritidsfællesskab. Det sker i samarbejde med SSP, UU-vejledere, boligsociale områder og klubber.
Et andet perspektiv, der er medtænkt i projektet, er bæredygtighed. At bevæge sig med sejlskib er nemlig en bæredygtig transportform og et eksempel på en ferieaktivitet, der tager hensyn til klima og miljø.
Derudover bliver der lagt vægt på at bruge miljøvenlige materialer i aktiviteterne, og med rekrutteringen af en mangfoldig deltagergruppe inddrages også social bæredygtighed.