Gør noget godt for nærmiljøet og tjen penge

17-05-2022

Frivillige foreninger i Holbæk Kommune inviteres til at deltage i opsamling af affald på en rute i by eller natur.

17.05.2022

Holbæk Kommune er nemlig tilmeldt affaldskonceptet ’Ren Natur’ og har i 2022 15 ruter, som frivillige foreninger kan melde sig til. For opsamlingen får hver klub et beløb til klubkassen. Formand for Udvalget for Klima, Miljø og Natur Karen Thestrup Clausen ser Ren Natur som et godt og et grønt koncept, der dermed styrker foreningerne og den grønne dagsorden i kommunen.

”Tilmeldingen til årets Ren Natur affaldsopsamlinger i Holbæk Kommune er nu åben. Her har foreninger mulighed for at gøre en forskel for naturen og samtidig tjene penge til klubaktiviteter. Så jeg håber, at rigtig mange af vores lokale foreninger, som måtte være i pengenød, vil byde ind på at deltage. Det er en stor hjælp, at så mange frivillige gør en ekstra indsats ved at samle affald op,” fortæller Karen Thestrup Clausen, der tilføjer, at der sidste år var stor tilslutning fra foreninger, der ønskede at gøre en forskel for miljøet.

Sådan bliver din forening en del af Ren Natur

Din forening bruger en formiddag eller en eftermiddag på at samle henkastet affald op, i perioden august-oktober, og modtager et sponsorat på kr. 2.500-3.000. I bestemmer selv dag og tidspunkt. I vil få masser af frisk luft og godt samvær, samtidig med at I bidrager til at skabe et renere og dermed tryggere nærmiljø.

Se aktive indsamlingsruter i Holbæk Kommune på Ren Naturs hjemmeside

Ønsker I at komme i betragtning til en rute i 2022, så tilmeld jeres forening på Ren Naturs hjemmeside. Alle typer af foreninger er velkomne! Der er 15 forskellige ruter at vælge imellem, så der er noget for enhver smag.

Til indsamlingsopgaven vil I modtage alt det udstyr, som I skal bruge til at samle affald op med: Sikkerhedsveste, handsker, skraldeposer, snappere osv. Kommunen vil efterfølgende hente affaldet, som I har samlet.

Sponsoratet på de kr. 2.500-3.000 kan bruges til aktiviteter, der styrker jeres forening. Det kan gå til udstyr, uddannelsesaktiviteter til jeres medlemmer, rejseudgifter osv. Den overordnede regel er, at sponsormidlerne skal bruges til foreningsfremmende formål.

Efter indsamlingen skal I udfylde et afrapporteringsskema online med oplysninger om jeres dag sammen.

Hvis I har nogle spørgsmål så kontakt Ren Natur på e-mail kontakt@rennatur.org.

Fakta om Hold Danmark Rent

Hold Danmark Rent er en nonprofit miljøorganisation, der i samarbejde med landets kommuner arbejder med oplysning, kortlægning og løsning af udfordringer med henkastet affald i by og natur.

Hold Danmark Rent har udviklet konceptet Ren Natur, der blev testet i 4 kommuner i 2018 og blev afviklet i 30 kommuner i 2019 og 35 kommuner i 2020. Ren Natur er borgerinddragelse og samskabelse om en ren natur, og giver en reel værdi lokalt for borgerne og miljøet. Miljøområdet og fritidsområdet tænkes sammen i en opgaveløsning med helhed og sammenhæng.

Senest opdateret 17-05-2022