Hoste, løbende næse, ondt i kroppen og feber. Symptomerne kender de fleste, og sygdommene hører særligt til i vinterhalvåret.
I øjeblikket er der en stigning i de smitsomme sygdomme, og det er særligt influenza, RS-virus, kighoste og covid-19, der florerer.
Sundhedsstyrelsen har derfor samlet fem gode råd til, hvordan du kan være med til at forebygge smitten. Dem kan du finde herunder.
1. Bliv hjemme ved sygdom og symptomer
Ved at blive hjemme, når du er syg, og ved at holde dit syge barn hjemme, sikrer du, at kolleger, venner, klassekammerater og familie ikke bliver smittet
2. Vask hænder tit eller brug hånddesinfektion
Håndhygiejne er den bedste måde at stoppe smitte på. Vask hænder tit med vand og sæbe. Er håndvask ikke muligt, så kan du bruge hånddesinfektion.
3. Host og nys i ærmet
Når du nyser eller hoster, kan du risikere at sprede smitsom sygdom gennem spyt eller snot. Selv hvis du holder dig for munden, kan du komme til at smitte andre ved at overføre bakterier fra din hånd til en anden overflade. Brug i stedet dit ærme, når du nyser eller hoster.
4. Luft ud og skab gennemtræk
Udluftning i dit hjem er vigtigt, fordi det er med til at nedsætte risikoen for spredning af smitsomme sygdomme.
5. Gør rent - særligt overflader, som mange rører ved
Smitsomme sygdomme spreder sig ikke kun gennem fysisk kontakt. Bakterier og virus kan også sidde på overflader som for eksempel en stikkontakt eller et dørhåndtag, ligesom det kan sidde på tekstiler.
Læs mere
I Sundhedsstyrelsens materiale kan du dykke ned i de gode råd og læse mere om, hvordan smitte kan forebygges.
Se pjece fra Sundhedsstyrelsen her.