Fors A/S er pionerer inden for energieffektiv spildevandsbehandling

07-05-2024

Anlægget i Svinninge er det første fuldskalaanlæg, der implementerer Cella, som er en innovativ biofilmsteknologi, der muliggør en kompakt og energieffektiv behandling af spildevand.

Fors A/S, der er forsyningsselskab for Holbæk, Lejre og Roskilde, indviede fredag den 3. maj det opgraderede Svinninge Renseanlæg, hvor Veolias banebrydende Cella™-teknologi er blevet implementeret. Anlægget er det første fuldskalaanlæg i verden til at implementere Cella, der er en innovativ biofilmsteknologi, som muliggør en kompakt og energieffektiv løsning til rensning af spildevand, og som samtidig understøtter den grønne omstilling.

Anlægget blev opgraderet for at øge kapaciteten med ca. 40% op til 6.300 PE uden at gå på kompromis med de strenge udledningskrav. To datterselskaber til Veolia Water Technologies, danske Krüger A/S, som er specialister inden for vand- og spildevandsbehandling, og AnoxKaldnes AB – en verdensledende leverandør af biologiske vandrensningsløsninger med hovedsæde i Sverige – gik sammen om hhv. at udvikle og implementere den banebrydende løsning i samarbejde med Fors. Den er finansieret med tilskud fra Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (MUDP).

"I Fors er vi stolte af at være en del af dette spændende samarbejde og af at kunne vise fremtidens spildevandsservice frem netop her på vores anlæg," sagde Henrik Correll, produktionsdirektør i Fors. "At finde måder at reducere vores CO2-aftryk på er en del af vores DNA og noget, vi arbejder på hver dag. Det er af afgørende betydning, at vi udvikler nye løsninger gennem stærke partnerskaber, og det er dette projekt et godt eksempel på."

"Det er dejligt at se dette MUDP fyrtårnsprojekt blive opført, da anlægget reelt er med til at rense spildevandet bedre og med mindre forbrug af ressourcer. Vi håber, at anlægstypen præsterer godt og bliver en succes for dansk miljøteknologi,” sagde Karen Munch Mortensen, funktionsleder i MUDPs sekretariat i Miljøstyrelsen.

Om teknologien

Cella er en banebrydende teknologi, der har videreudviklet biofilmsprincipperne i MBBR-teknologien (moving bed biofilm reactors) ved at anvende et højeffektivt bæremedie baseret på et organisk restprodukt.

Udover at være biologisk nedbrydelig kan Cella implementeres som en alt-i-én procesløsning til at fjerne kulstof, kvælstof og fosfor med minimalt eller intet kemisk forbrug. Den innovative proces maksimerer energieffektiviteten og genindvindingen på anlægget.

Den kompakte og effektive løsning gør Cella til det oplagte valg på anlæg med begrænset plads, da teknologien gør det muligt at udvide kapaciteten og understøtte den grønne omstilling på en og samme tid. Cella baner vejen for en grønnere og mere effektiv fremtid inden for spildevandsbehandling ved at udnytte genanvendelige materialer og optimere ressourceforbruget.

Veolia har for nylig lanceret sit ambitiøse strategiprogram for 2024-2027, GreenUp, der skal accelerere udbredelsen af omkostningseffektive og skalerbare løsninger, som reducerer forurening, nedbringer CO2 og genanvender ressourcer. Vandteknologier og nye innovative løsninger er en hjørnesten i GreenUp, og Cella står som et perfekt eksempel på, hvad der er muligt. Samarbejdet med dedikerede partnere som Fors er helt afgørende på den rejse.

“Veolia er stolte af at samarbejde med Fors om dette banebrydende projekt, der fremmer bæredygtig innovation i vandsektoren," sagde Anne Le Guennec, Veolias Senior Executive Vice President for Worldwide Water Technologies. "Cella er en game-changer, der kombinerer innovativ biofilmsteknologi med et stærkt fokus på miljøet og en optimal anvendelse af ressourcer. Ved at anvende genanvendelige materialer og optimere energiforbruget giver det offentlige forsyninger mulighed for at optimere driften, øge kapaciteten og forbedre udledningskvaliteten. Vandteknologier er en hjørnesten i Veolias nye strategiske program, GreenUp, og Cella er et perfekt eksempel på, hvordan vi kan udvikle og levere innovative løsninger, der kombinerer bevarelse af miljøet med effektiv drift."

Cella-anlægget på Svinninge Renseanlæg er i øjeblikket i opstartsfasen. Der er planlagt et omfattende analyseprogram indtil sommeren 2025 for at overvåge ydeevnen og optimere driften. Veolias cloud-baserede digitale tvilling, Hubgrade Wastewater Plant Performance, vil også blive implementeret på anlægget for at levere avanceret proceskontrol og fjernovervågning. Det vil bidrage yderligere til optimering af anlæggets drift og klimaaftryk.

Senest opdateret 07-05-2024