Sankthans i Strandparken 2024

28-05-2024

Søndag den 23. juni fejres sankthans traditionen tro i Strandparken. Det bliver en dag for hele familien med aktiviteter, bål og meget mere.

I årevis har Strandparken dannet rammer for festlige aftener, når midsommeren er blevet fejret sankthansaften. Sådan vil det også være i år, men da årets Sankt Hans falder på en søndag, kan parkens gæster glæde sig til et udbygget program med start kl. 14.00.  

Fra klokken 14.00-17.30 fyldes parken med en masse sjove aktiviteter. Kl. 14.00 og kl. 15.15 starter orkesteret Babulja en fest på scenen, først for de mindste børn mellem 3-7 år og bagefter for de 8-12-årige plus familier.

Klokken 16.30-17.00 er der koncert med L.A.N.O, der består af 4 unge drenge i alderen 12-14 år fra Holbæk Kulturskole.

Samtidig vil der være aktiviteter såsom billedkunst, udendørs skakspil, discgolf, bordtennis, cirkusworkshop samt dans og bevægelse. Sidstnævnte er for voksne, og man kan lære Bachata/salsa - Saturday Night Fever disco - Texas hold ‘em dance.

Alle aktiviteter er med fri adgang.

Der vil også være popcorn over bål med historieoplæsning og ansigtsmaling. Den lille sult kan stilles i pandekageteltet, som åbner kl. 14.00, hvor også kaffevognen slår smækken op med rygende varm kaffe.

Kl. 17.30 slutter aktiviteterne og der vil være et ophold i programmet indtil kl. 20.00, hvor aftenen skydes i gang med Holbæk Garden, der marcherer gennem parken, musik, taler, prisuddeling og bål.

I mellemtiden kan gæsterne blive hængende og spise deres medbragte mad eller købe aftensmad hos Foodsters, som sælger pizzaslides. Hotel Strandparken vil sælge øl, vin og vand.  

Aftenens program

Kl. 20:00   Holbæk Garden spiller aftenen i gang  

Kl. 20:15   Konferencier Ole Hansen, formand for Udvalget for Kultur og Fritid, byder velkommen 

Kl. 20:20   Koret Visible Voices optræder 

Kl. 20:40   Aktivitetsprisen 2024 uddeles ved Ole Hansen 

Kl. 20:50   Skills - overrækkelse af bronzemedalje  

Kl. 21:00   Bålet tændes  

Kl. 21:10   Visible Voices synger for på Midsommervisen 

Kl. 21:15   Båltale ved Mette Truesen, Centerchef i Headspace Roskilde, Slagelse og Holbæk 

Kl. 21:30   Koncert med Holbæk Bigband  

Kl. 22:15   Koncert med pop/rock bandet Kühnrich  

Kl. 23:00   Slut 

Der er fri adgang for alle, så tag familie, venner og bekendte med til en hyggelig sommerdag og aften ved Holbæk fjord.   

Aktørerne, der bidrager med aktiviteter er: Odins Ravne, Holbæk Bordtennisklub, Holbæk Skakklub, House of Momentum, Holbæk Gymnastikforening, Holbæk seniormotion, Holbæk Bibliotek, Holbæks Grønne Lunge, Cirkus Kæphøj og Holbæk Kulturskole.

Se Sankthans i Strandparken som live stream

I år har du mulighed for at se Sankthans i Strandparken hjemme fra sofaen eller hvor du nu befinder dig. Du kan nemlig følge med på din computer eller mobil når vi live streamer aftenens indslag.

Download program som pdf

Det var planen, at der skulle have været livestreaming fra sankthansaften i Strandparken, men tekniske problemer har desværre gjort, at det alligevel ikke er muligt i år.

Senest opdateret 28-05-2024