Holbæk Kommune er blandt de 17 kommuner, der skal afprøve nye former for onlineundervisning som en del af en national forsøgsordning. Målet er at give elever med langvarigt bekymrende skolefravær bedre muligheder for at vende tilbage til fællesskabet og den fysiske undervisning.
Skolen skal være for alle
Forsøget er en del af ”Folkeskolens Kvalitetsprogram – frihed og fordybelse” og giver deltagerkommunerne mulighed for at udvikle fleksible undervisningstilbud, som kan tilpasses elevernes behov. For Holbæk Kommune er det en mulighed for at styrke indsatsen over for de elever, der har det svært med at være fysisk til stede i klassen.
”Vi ved, at skolefravær kan have store konsekvenser for et barns trivsel og faglige udvikling. Derfor er det afgørende, at vi skaber nye muligheder for at fastholde og geninddrage disse elever i undervisningsfællesskabet,” fortæller Jarl Falk Sabroe, formand for Udvalget for Børn og Skole i Holbæk Kommune.
En fleksibel model med både online og fysisk undervisning
I Holbæk Kommune er der nedsat en arbejdsgruppe, som skal udvikle en model for onlineundervisning. Modellen skal gøre det muligt for eleverne både at deltage i et virtuelt læringsmiljø og bevare tilknytningen til deres stamklasse. Undervisningen vil følge reglerne for sygeundervisning og tilrettelægges, så eleverne i første omgang modtager undervisning i fag som dansk, engelsk og matematik.
”Vi ønsker at tilbyde en undervisningsform, som både rummer det digitale og det menneskelige. Det handler om at give eleverne en meningsfuld skolehverdag, også når de ikke kan være fysisk til stede. Med forsøget får vi mulighed for at skabe en fleksibel ramme, hvor eleven er i centrum, og hvor formålet hele tiden er at føre dem sikkert tilbage i det fysiske fællesskab,” fortæller Jarl Falk Sabroe.
Forsøget løber frem til udgangen af 2028, og erfaringerne herfra skal senere danne grundlag for en politisk beslutning om eventuelle ændringer i lovgivningen.
Læs mere om forsøgsordningen på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside