Stigning i medlemstallet i Holbæk Kommune

07-04-2025

Idrætsforeningerne i Holbæk Kommune gik frem med 771 medlemmer i 2024. På landsplan slår foreningernes samlede medlemstal igen rekord.

For tredje år i træk kan DGI og Danmarks Idrætsforbund (DIF) præsentere et historisk højt medlemstal for landets idrætsforeninger.

Den nye opgørelse af medlemstallene for 2024 viser nemlig, at foreningerne i DGI og DIF har fået yderligere 59.302 medlemmer på landsplan. Dermed er det samlede medlemstal nu oppe over 2,48 millioner medlemmer.

Hvis man dykker ned i tallene fra Holbæk Kommune, var der i 2024 også her fremgang i medlemstallene. Helt konkret lyder stigningen på 771 flere medlemmer i forhold til året før. Det betyder, at der nu i alt er 31.508 medlemmer i kommunens idrætsforeninger.

”Det er glædeligt, at medlemstallene endnu engang går frem, og at tallene i Holbæk Kommune følger tendensen på landsplan. Vi er meget optaget af data i vores kommune, og bruger det aktivt til at prioritere og målrette vores indsatser. Det er særligt interessant at dykke ned i tallene og se, at fremgangen denne gang især gælder for de yngste børn og de ældre over 70 år,” siger Susanne Utoft, formand for Udvalget for Kultur og Fritid i Holbæk Kommune.

Idrætsforeningerne spiller central rolle i samfundet

Foreningsidræt havde et par vanskelige år under corona-krisen, hvor de forskellige idrætter adskillige gange blev nedlukket og åbnet op igen. Men siden dengang har det samlede medlemstal kun bevæget sig én vej, og det er opad.

”Idrætsforeningerne spiller en central rolle i det danske samfund. På landet og i byen gør lokale foreninger en stor og positiv forskel for det enkelte medlem, for holdkammerater og fællesskabet. Vi bliver flere frivillige, der sikrer udvikling til glæde for børn, unge og voksne. Det er skønt igen at kunne offentliggøre en medlemsrekord og fejre, at idrætsforeningerne klarer sig rigtig godt,” siger DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen.

Medlemsrekorden vækker også glæde hos DIF

”Foreningsidrætten har stor betydning for danskernes fysiske aktivitetsniveau, men den skaber også nogle unikke fællesskaber for danskere i alle aldre. Derfor er jeg enormt glad for og stolt over, at danskerne i stigende grad vælger idrætsforeningerne til. Det er primært de frivillige kræfters fortjeneste, og de skal opfatte den nye rekord som et stort skulderklap til dem," siger DIF-formand Hans Natorp.

Fælles idrætsvision har bidraget

Siden 2015 har DIF og DGI arbejdet sammen om ’Bevæg dig for livet-visionen’ med støtte fra Nordea-fonden og TrygFonden. Efter 10 år med fondsstøtte lever Bevæg dig for livet nu planmæssigt videre. Målet er kort og godt at få flest mulige til at bevæge sig, og visionen er at gøre Danmark til verdens mest idrætsaktive nation.

Med Bevæg dig for livet er der udviklet en lang række nye motionskoncepter og samarbejder og sat gang i nye indsatser. Mange af dem har siden bidraget til den samlede medlemsvækst i idrætsforeningerne, og flere af koncepterne og samarbejderne lever nu videre i forbund, landsdelsforeninger, kommuner og foreninger. Siden visionsarbejdets begyndelse for 10 år siden er DIF og DGI’s samlede medlemstal vokset med 250.364.

Fakta om medlemstallene

Det samlede medlemstal for DGI og DIF er renset for, at flere idrætsforeninger/klubber er medlemmer af begge organisationer. Tallet er for kalenderåret 2024, og et medlem tæller med i statistikken, når der er tale om et medlemskab i mindst tre måneder af året.

Dyk ned i tallene for de to organisationer og i registreringsmetoderne på henholdsvis www.dif.dk/medlemstal og www.dgi.dk/medlemstal. NB. Medlemstallet for 2023 er justeret jf. en teknisk formalitet, hvilket har haft en påvirkning på medlemsudviklingen i Holbæk Kommune fra 2023 til 2024, og derfor stemmer tallene opgivet via linket ikke overens med tallene opgivet i denne pressemeddelelse. Kontakt DGI for info.

Landsdækkende medlemstal for 2024 (udvikling fra 2023 i parentes)

Samlede unikke medlemmer på tværs af DIF og DGI: 2.484.217 (+59.302)
Danmarks Idrætsforbund (DIF): 2.123.837 (+ 47.624)
DGI: 1.940.523 (+ 72.758)
Holbæk Kommune: 31.508 (+ 771)