Ny budgetaftale investerer i børn, skoler og fritidstilbud

22-09-2025

Alle partier i Kommunalbestyrelsen har indgået en aftale om Budget 2026. Det betyder blandt andet penge til flere pædagoger, lærere og de fysiske rammer.

Fra venstre: Karen Thestrup Clausen (Ø), Søren Stavnskær (Æ), Ole Hansen (M), John Harpøth (UP), Rasmus Brandstrup Larsen (V), borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S), Jakob Villadsen (F), Emrah Tuncer (B) og Stampe Duus (C).

Socialdemokratiet, Venstre, Enhedslisten, Ny Holbæk, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Moderaterne, Danmarksdemokraterne og Det Konservative Folkeparti har netop indgået en aftale om Budget 2026-2029 i Holbæk Kommune.

Partierne er blevet enige om en budgetaftale, der bygger på et solidt økonomisk fundament og giver rum til at investere målrettet i børn og unges hverdag i Holbæk Kommune.

”Budgettet afspejler vores ambition om at gøre Holbæk Kommune til et endnu bedre sted at leve og bo. Vi løfter småbørnsområdet med over 20 millioner kroner og giver de mindste børn mere nærvær og bedre rammer, så de møder flere kendte, uddannede voksne i vores dagtilbud. Vi gør det samtidig lettere at være børnefamilie ved at fjerne sidste lukkedag inden påske, hvor behovet er størst. På folkeskoleområdet indfører vi to-voksne-ordninger, som udgangspunkt i indskolingen i dansk, matematik og engelsk, og vi styrker to-sprogindsatsen på Bjergmarkskolen og Absalonskolen. Jeg er stolt af, at vi løfter netop disse områder, da det handler om at skabe tryghed, kvalitet og tid til det enkelte barn,” fortæller borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S).

Hun tilføjer, at der desuden skal være en tættere kobling mellem skole, SFO og foreningslivet for at styrke børns sociale liv, deres muligheder for at prøve kræfter med nye aktiviteter og deres adgang til stærke lokale foreningsfællesskaber.

Fokus på velfærdsbyggerier, fritid og infrastruktur

At alle partier er med i aftalen, glæder Christina Krzyrosiak Hansen sig over.

”Jeg vil gerne takke de øvrige partier for den brede aftale. Vi har haft en konstruktiv dialog til forhandlingerne, så vi i fællesskab har formået at finde gode løsninger. Det gør, at vi blandt andet på anlægsområdet kan fortsætte med de borgernære velfærdsbyggerier og udbygning af vores infrastruktur. Det sker for at imødekomme den befolkningsudvikling, som vi oplever. Det handler konkret om nyt børnehus i Tølløse, renovering af folkeskolens faglokaler, planlægning for et nyt plejecenter, bedre fremkommelighed i Holbæk by, vestvendte ramper ved Knabstrup ved etableringen af Kalundborgmotorvejen samt en lang række andre renoveringer af blandt andet legepladser, Bjergmarkskolen og de aktive centre,” fortæller Christina Krzyrosiak Hansen.

Kommunalbestyrelsen skal 2. behandle og godkender endeligt budgettet onsdag den 8. oktober.

Læs Budgetaftale 2026-2029

Citater fra partierne

”Det her er det muliges kunst, og Venstre har sat tydelige aftryk. Vi får en erhvervstaskforce, så virksomheder møder hurtigere sagsgange og bedre service. Vi forbedrer hverdagen med cykelstien fra Smidstrup til Lejre i 2026 og arbejder videre, så forbindelsen mellem Søstrup og Megacentret fuldføres senest i 2030. Vi prioriterer både unge og ældre med etablering af en ungdomsmodtagelse og en styrket forebyggende indsats til ældre. For børnefamilierne fjerner vi den sidste lukkedag før påske, og vi går ansvarligt til sundhedsreformen, så vi bevarer serviceniveauet, når reformen rulles ud. Det er konkrete forbedringer, der kan mærkes i hverdagen, og som trækker Holbæk i den rigtige retning.”

Rasmus Brandstrup Larsen, Venstre
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

”Konservative glæder sig over det vedtagne budget. Her er mange gode elementer, som styrkes ifm. børn, unge, folkeskole, frivillige og meget mere. Vi hæfter os ved, at der er nogle langsigtede initiativer på det sociale område, som gerne skal blive til glæde for vores borgere. Ligeledes hæfter vi os ved, at lokalområderne får mere politisk fokus, og at vi også medvirker til vestvendte ramper ved Knabstrup. Eventpuljen til større begivenheder, ser vi som en vigtig del i en fortsat markedsføring og udvikling af Holbæk Kommune som bosætningskommune. Vi har særlig fokus på at erhvervsudviklingen skal op i gear og ser frem til, at vi kan tiltrække virksomheder langs vores motorveje.”

Stampe Duus, Det Konservative Folkeparti
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

”Jeg gik til budgetforhandlinger med fokus på vores mindste børn, skoler og kultur. Det glæder mig og Radikale Venstre, at budgettet netop prioriterer reelle minimumsnormeringer, to voksne i indskolingen og kulturen som en stærk medspiller til velfærden. Jeg er også glad for, at vi investerer i renovering af institutioner og skoler, lokale idrætsfaciliteter og udviklingen af Sportsbyen med et nyt padelcenter.”

Emrah Tuncer, Radikale Venstre
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

”Dette budget viser, at Ny Holbæk er med til at gøre en forskel, og selv i en usikker tid står vi fast på at investere i mennesker og fællesskaber. Vi har sikret midler til at styrke frivilligheden år efter år, og det skal være nemmere at være frivillig, for uden ildsjæle står Holbæk stille. Vi lytter til lokalområderne og sikrer politisk dialog to gange om året. Vi har stor fokus på ældreområdet, og en tidlig indsats giver ældre et bedre liv, og derfor afsætter vi penge til forebyggelse. Vi sikrer nye træningsredskaber og reparationer, så de aktive centre kan være samlingssteder med fællesskab og liv. Vi bygger flere plejehjem, fordi vi ved, at behovet vokser. Allerede nu mangler vi 60 pladser, og derfor handler vi. Ny teknologi skal bruges til at gøre hverdagen lettere ikke sværere.”

John Harpøth, Ny Holbæk
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

”For Enhedslisten er der især tre ting, vi er glade for at have fået med i årets budget. For det første en genindførelse af sygedagpengene ud til vores skoler, daginstitutioner og plejehjem. Som forventet har det på ingen måde bidraget til at sænke sygefraværet, så godt at de penge nu igen kan bruges til vikarer. Dernæst at der kommer flere billige, almene boliger, som kan betales af dem med de laveste indkomster. Flere penge til biodiversitet. Så vi allerede i 26 vil få vejtræer på Valdemar Sejrsvej, hvilket vil give renere luft og flere insekter.”

Karen Thestrup Clausen, Enhedslisten
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

”SF gik ind til budgetforhandlingerne med et ønske om at styrke velfærden for børn, udsatte borgere og ældre, samtidig med at vi får en stærkere indsats for klima, miljø og natur. Med budgetaftalen sikrer vi, at den psykiatriske vejledningstelefon fortsætter i 2026, og vi afsætter midler til forebyggelse og fællesskab for de ældre. Bæredygtighedspuljen bliver forhøjet, så vi kan komme længere med kommunens biodiversitetsstrategi. Særligt er jeg glad for, at vi med budgetaftalen forbedrer normeringerne i børnehusene samt prioriterer tilbuddet “En god start”, der hjælper småbørnsfamilier fx i forbindelse med efterfødselsreaktioner.”

Jakob Villadsen, Socialistisk Folkeparti
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

”Moderaterne har i årets budgetaftale sikret flere konkrete forbedringer: Renovering af fortovene på Tølløsevej, 800.000 kr. ekstra til udvikling af Mosttorvet, renovering af track legepladsen i byparken samt en undersøgelse af mulighederne for lokalplejehjem i kommunen. Det er vigtigt for os, at Holbæk Kommune fortsat udvikler sig som et trygt og attraktivt sted at bo. Jeg er glad for, at vi med aftalen har sat tydelige aftryk.”

Ole Hansen, Moderaterne
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

”Jeg er optaget af, at vi investerer i de lokale fællesskaber. Derfor glæder det mig, at vi med aftalen sikrer bedre klubfaciliteter i Svinninge, flere midler til kunstgræsbanen i Jyderup og en tættere dialog med lokalområderne samtidig med, at vi understøtter en respektfuld velfærd for borgerne i kommunen.”

Søren Stavnskær, Danmarksdemokraterne