Spring til indhold

Tre mulige placeringer til nyt plejecenter i Holbæk

PRESSEMEDDELELSE | Kommunalbestyrelsen besluttede på sit møde onsdag at kigge nærmere på den gamle svømmehal på Vandtårnsvej, Holbæk Have og området omkring Holbæk Sportsby som mulige placeringer for et nyt plejecenter.
23.04.2020

I alt var syv områder i spil som mulige placeringer for et nyt plejecenter i Holbæk by. Vurderingen er nemlig, at der er behov for at opføre et plejecenter med 65 plejeboliger og 15 boliger målrettet det specialiserede område, dvs. 80 boliger i alt.

”Vi har behov for, at der inden for en overskuelig fremtid bliver bygget et nyt plejecenter i Holbæk by. Det har været undersøgt, om vi har kunnet udvide Plejecenter Samsøvej og Stenhusbakken med flere boliger. Men det har vi ikke set som en optimal og holdbar løsning. Derfor har vi kigget på syv mulige placeringer af et nyt plejecenter. Valget er faldet på den gamle svømmehal på Vandtårnsvej, på Holbæk Have og på området omkring Holbæk Sportsby, som Kommunalbestyrelsen finder ideelle med hver deres styrker, og som administrationen nu bliver bedt om at arbejde videre med,” fortæller Steen Klink, som er formand for Udvalget for Ældre og Sundhed.

Samlet set forventes det, at der kræves et areal på ca. 12.000 kvm. Udover selve plejecentret skal der også være plads til fælles servicearealer, udearealer og parkering.

Kapacitetsbehov har ændret sig

I foråret 2019 blev der udarbejdet en analyse af det fremtidige kapacitetsbehov for plejeboliger i Holbæk Kommune. Analysen viste på det tidspunkt, at der på mellemlangt sigt ville være behov for ca. 20 plejeboliger i Holbæk by. Det tal har i mellemtiden ændret sig.

”De forudsætninger, som analysen byggede på, har ændret sig. Én af forudsætningerne for beregningen var, at Holbæk Kommune fremadrettet ville kunne benytte 40 boliger på friplejehjemmet Fjordstjernen, som vi gør i dag. Men det viser sig, at det ikke vil være en mulighed, da Fjordstjernen over tid ønsker at udfase de 40 plejeboliger og omlægge dem til handicapboliger. Dermed er behovet steget fra 20 til 60-65 boliger i Holbæk by. Og for at være på forkant med behovet er vi derfor allerede nu gået i gang med at kigge på mulige placeringer,” fortæller Steen Klink.

Administrationen skal nu i gang med at kigge på bl.a. økonomiske forhold, afdække mulige samarbejdsrelationer med grundejere mv. samt drifts- og ejerkonstruktioner. Det forventes, at der kan træffes en beslutning om en placering af et nyt plejecenter i Holbæk by omkring sommerferien.

De mulige placeringer, som Kommunalbestyrelsen har fået forelagt, er:

  • Holbæk Have
  • Agervang
  • Rishøjgaard, Kalundborgvej
  • Den gamle svømmehal, Vandtårnsvej
  • Ved vandtårnet, Vandtårnsvej
  • Ved Holbæk Sportsby
  • Konsul Beyers Alle


Feedback

Sidst opdateret

19.09.2023

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin