Spring til indhold

Nyt plejecenter er først færdig i slutningen af 2024

PRESSEMEDDELELSE | Usikkerhed i bygge- og anlægsbranchen og grundet verdenssituationen bliver afleveringen af et nyt plejecenter forsinket.
01.06.2022

På billedet ses den gamle svømmehal på Vandtårnsvej i Holbæk, hvor det nye plejecenter skal bygges.

Lejerbo og Holbæk Kommune har brugt de sidste måneder på at få udarbejdet en samarbejdsaftale og en udbudsstrategi. Det har medført forsinkelse for byggeriet af et nyt plejecenter på Vandtårnsvej i Holbæk med ni måneder.

”I øjeblikket er der stor usikkerhed i bygge- og anlægsbranchen grundet verdenssituationen. Derfor har det krævet en højere grad af dialog og forståelse mellem de involverede parter for at skabe en udbuds- og byggeproces, der er realiserbar, og hvor entrepriseudgifterne kan holdes så lave som muligt. Det er selvfølgelig brandærgerligt, at plejecentret nu først vil stå senere færdig end først planlagt. For vi har sådan brug for det plejecenter,” fortæller John Harpøth, der er formand for Udvalget for Ældre og Sundhed. Han ser nu frem til, at byggeriet af det nye plejecenter kan sendes i udbud, og håber, at budgettet kan holdes inden for den økonomiske ramme.

I Lejerbos oprindelige hovedtidsplan fremgår det, at plejecentret skulle have stået færdig i april 2024. Det fremgår af den reviderede tidsplan, at byggeriet først forventes at være klar til indflytning i december 2024.

På Vandtårnsvej 8, hvor det nye plejecenter skal bygges, ligger den gamle svømmehal. Bygningen skal rives ned, og der skal ryddes i området, så det nye plejecenter kan opføres. Den oprindelige tidsplan for nedrivning var august 2022. Grundet forsinkelsen med plejecentret vil nedrivningen i stedet foregår i november for at undgå, at grunden står med huller i en længere periode. Herved skal kommunen ikke betale for leje af byggepladshegn og eventuel udpumpning af vand i huller, der måtte forekomme efter nedrivningen.

Baggrund

Kommunalbestyrelsen besluttede den 26. august 2020, at der skal opføres et nyt plejecenter på den gamle svømmehalsgrund på Vandtårnsvej i Holbæk i samarbejde med en almen boligorganisation.

Efter at fem boligselskaber har været inviteret med i en udvælgelsesproces, hvor formålet har været at finde den samarbejdspartner, som projektudviklingen af det nye plejecenter skal foretages sammen med, har Kommunalbestyrelsen den 20. januar 2021 valgt Lejerbo til opførelse og drift af kommunens nye plejecenter.

Lejerbo vil stå for opførelse af byggeriet og vil efterfølgende eje og drifte de 80 almene ældreboliger. Udgifterne til plejecenterets servicearealer afholdes af Holbæk Kommune.



Feedback

Sidst opdateret

01.06.2022

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin