Plejecenter Stenhusbakken har fået ophævet sit påbud

I september 2022 gav Styrelsen for Patientsikkerhed et påbud til Plejecenter Stenhusbakken. Styrelsen lagde i deres påbud vægt på, at borgere med kognitiv funktionsnedsættelse i højere grad skulle sikres medbestemmelse og aktiveres i hverdagen i det omfang, at dette er muligt, hvilket blandt andet skulle ske gennem tættere dialog med de pårørende. Derudover skulle mere fokus på dokumentationspraksis, organisering og arbejdsgange være med til at sikre den rette kvalitet i plejen.
Siden tilsynet har plejecentrets personale og fagmedarbejdere arbejdet systematisk med at sikre, at kravene i påbuddet blev efterlevet. Ved tilsynsbesøget medio december 2022 vurderede styrelsen således også, at plejeenheden havde arbejdet målrettet og fokuseret og dermed efterlevet kritikpunkterne, så påbuddet nu kunne ophæves. Det glæder John Harpøth, formand for Udvalget for Ældre og Sundhed i Holbæk Kommune.
”Vi er naturligvis meget glade for, at det meget målrettede og intense arbejde med handleplanerne anerkendes og har fået påbuddet ophævet. Styrelsen hæfter sig ved, at plejeenheden understøtter borgernes trivsel, selvbestemmelse, livskvalitet og værdighed, og at borgerne oplever at have indflydelse på eget liv. Desuden gøres der brug af relevante faglige metoder og arbejdsgange, og der arbejdes tværfagligt og systematisk med kerneopgaverne, så der bliver leveret en sammenhængende social- og plejefaglig indsats af den fornødne kvalitet,” fortæller John Harpøth, der dog tilføjer, at ophævelsen af påbuddet ikke giver grund til at hvile på laurbærrene.
”Det er altid alvorligt at få et påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Der er konkret blevet peget på, hvor vi har haft udfordringer, og hvad der skulle til for, at påbuddet kunne ophæves. Når det er sagt, så er udvalget og jeg glade for, at der er blevet handlet hurtigt og konsekvent på det. Så der skal også lyde stor ros til de involverede medarbejdere. Nu skal vi sikre, at vi som minimum fortsætter med denne fornyede tilgang og nødvendige kvalitet i dagligdagen, som vores beboere og pårørende kan forvente,” slutter John Harpøth.
Sidst opdateret
06.02.2023
Ansvarlig redaktør