Spring til indhold

Undervisningsskov plantet i Vipperød

PRESSEMEDDELELSE | Som den første by på Sjælland får Vipperød en undervisningsskov, der plantes i et samarbejde mellem Vipperød Lokalforum, Plant et Træ, Banedanmark og Holbæk Kommune.
17.12.2020

En ny skov med 3.200 træer ved Vipperød fik i dag sat de sidste træer i jorden, og den røde snor blev klippet. Den nye skov er noget af et særsyn, særligt fra luften, hvor det bliver tydeligt, at skoven er formet som et kæmpe, stort træ med stamme, grene og 45 kronblade. Det nye projekt vækker glæde hos Holbæk Kommunes borgmester.

”Jeg er utrolig glad for, at vi fra kommunens side kan lægge areal til det borgerdrevne skovprojekt i Vipperød. Det er virkelig godt gået af Vipperød Lokalforum, til glæde for børn, voksne, lokalområdet og naturen. For i Holbæk Kommune er klimaet rigtig højt på dagsordenen. Vi har grønne, ambitiøse målsætninger, da vi som geografisk område skal have reduceret vores CO2-udledning med 70 % i 2030. Det er noget, som kommunen, borgere, erhvervsliv og samarbejdspartnere i fællesskab skal arbejde sammen om for at kunne realisere. Og det kan et projekt som dette være en del af løsningen på,” fortæller borgmester Christina Krzyrosiak Hansen.

Udendørs undervisningslokale

Det kæmpe, landskabstræ bliver et undervisningslokale under åben himmel. Grupperingen af træerne gør den til et oplagt udflugtsmål for skoler, fordi eleverne i undervisningsskoven nemt og overskueligt kan introduceres til de mest almindelige danske træer. Og ifølge Jens Døssing, der er landsformand for Plant et Træ, kan det være med til at inspirere børn og unge til at tage vare på naturen.

”Vi oplever generelt en stadig voksende interesse for at plante træer, og vi tror fuldt og fast på, at især børns viden om naturen vil sikre en fremtidig forståelse for at passe godt på den. For Plant et Træ handler det derfor ikke bare om at plante træer, men også om at give kærligheden til naturen videre til nye generationer, så de automatisk passer på den. For dét man holder af, passer man på. Siden 1988 har vi plantet omkring halvanden millioner træer rundt om i Danmark, og tusindvis af børn har været med. Plant et Træ har foreløbigt etableret ti undervisningsskove, hvor vi bidrager med undervisningsmaterialer og har skoleelever med ude at plante,” siger landsformand Jens Døssing, der også takker sine sponsorer Automester, Female, Chr. Hansen, Huspumpen, Spring Copenhagen og Magisterforeningen for at gøre skovplantningen muligt.

Borgerinitiativ har banet vejen

Initiativet udspringer af en idé, som Søren Meinert fik. Derefter gik det hurtigt med at få stablet en dialog med Holbæk Kommune, Plant et Træ og Banedanmark på benene. Etableringen sker derfor kvit og frit, da Vipperød Lokalforum og Holbæk Kommune har indgået et samarbejde med Plant et Træ, der finansierer projektet. Desuden sker det også med støtte fra Banedanmark, da den nye skov erstatter de træer, der er fældet ifbm. elektrificeringsarbejdet af jernbanestrækningen mellem Holbæk og Roskilde.

”Vi er rigtig glade for, at Plant et Træ og Banedanmark vil rejse ny skov på et kommunalt areal i Vipperød. Det er et grønt projekt, som har kæmpe værdi for vores lokalområde, og som både vi og dyrelivet vil kunne få stor glæde af. Dét at komme ud i naturen er sundt for både krop og sjæl, ligesom det giver udfordringer, bedre motorik og oplevelser. Skoven bliver på sigt hele byens skov. Til brug for skole, dagtilbud, spejdere, dagplejere, børn, voksne og familier,” fortæller Søren Meinert, der tilføjer, at de i Vipperød har fået tilføjet en hundelegeplads og shelterplads til byens udendørstilbud.

Hos Banedanmark ønsker man Vipperød og Vipperød Lokalforum tillykke med den flotte byskov.

”Banedanmark er rigtig glade for at kunne bidrage til lokal skovrejsning som erstatning for det skovareal, som har været nødvendigt at fjerne ved anlægsarbejderne til elektrificeringen af banestrækningen mellem Roskilde og Holbæk,” siger projektchef Lars Lundby fra Banedanmark, og fortsætter:

”Jeg vil gerne takke for det gode samarbejde med Holbæk Kommune og ikke mindst Vipperød Lokalforum, som har gjort dette grønne projekt muligt.”

Alle interesserede finder den nye undervisningsskov på Vipperødsgårds Alle 36, 4390 Vipperød (ved spejderhytten).



Feedback

Sidst opdateret

18.12.2020

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin