Spring til indhold

De kommunale personbiler skal være grønne

PRESSEMEDDELELSE | Medarbejderne bliver miljørigtigt kørende, når flåden af personbiler i Holbæk Kommune i de kommende år udskiftes til elbiler. Samtidig skal det også være lettere for private firmaer at opsætte ladestandere i kommunen.
22.04.2021

CO2-udledningen skal nedbringes. Derfor har Holbæk Kommune sendt udskiftningen af over 300 personbiler i udbud. Et af værktøjerne, blandt mange andre ting, til at nedbringe udledningen er nemlig omlægning af bilparken fra benzin- og dieselbiler til elbiler. Det eneste rigtige skridt ifølge Holbæk Kommunes borgermester Christina Krzyrosiak Hansen.

”Det grønne område står højt på dagsordenen her i Holbæk Kommune, og vi har som klimakommune et kæmpe ansvar for at gøre Danmark mere grøn. Vi sender derfor også et signal til borgerne, når vi køber og kører elbiler, om at det godt kan lade sig gøre. Vi vil gerne gå foran i Holbæk Kommune og vise, at elbiler er fremtiden. Én af barriererne for udbredelse af elbilen har været rækkevidden. Men den teknologiske udvikling gør, at rækkevidden på elbilerne hele tiden forbedres, og derfor er tiden inde til, at vores biler bliver grønne,” fortæller Christina Krzyrosiak Hansen.

Udbuddet er en 4-årig rammeaftale og omfatter løbende udskiftning af ca. 302 biler. Det er primært dieselkøretøjer, som skal erstattes af elektrificerede køretøjer.

Nemmere at sætte ladestandere op i kommunen

Det skal også være lettere for private firmaer at sætte ladestandere op i Holbæk Kommune. Det besluttede et flertal i Kommunalbestyrelsen onsdag. Begrundelsen er, at flere ladestandere vil være et godt incitament til, at flere kører elbiler. Derfor skal det gøres hurtigere og mere smidigt at få tilladelse til at opsætte ladestandere.

”Ansøgninger om opstilling af ladestandere skal ikke længere behandles politisk. Det vil lette sagsgangen, hvis tilladelserne kan gives hurtigt og smidigt, ligesom det kan være med til at sikre en god ladeinfrastruktur i kommunen. CO2-udledningen på transportområdet skal reduceres, og det skal ikke mindst ske ved, at bilerne kører på el i stedet for benzin og diesel. Derfor skal vi fra politisk side gøre, hvad vi kan for at fremme elbilismen,” fortæller Christina Krzyrosiak Hansen.



Feedback

Sidst opdateret

22.04.2021

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin