Spring til indhold

Affaldssortering i børnehøjde

Al pædagogik i Hagested Naturbørnehus handler om fokus på verdensmålene.
25.03.2022

I Hagested har børnene helt styr på, hvad de forskellige affaldscontainere skal bruges til. Allerede i vuggestuen arbejder man med miljø, og børnene lærer en masse om affaldssortering.

Alle spande har logoer, og ungerne er gode til at sortere. De synes, at det er sjovt. De kan naturligvis ikke helt læse endnu, men de kender logoerne.

Mange måder at lære at sortere på

Børnene går på udflugter og samler affald ind og lægger det i de rette affaldsspande, når de kommer retur. Rundt omkring står tydeligt markerede affaldsspande, som børnene fylder det rette affald i.

”Vi laver spil, hvor der lægges ting ud, som børnene så skal finde ud af, om det er noget, der må ligge i naturen, eller det er affald,” fortæller pædagog Karoline Slot, der på en meget levende måde fortæller om dagligdagen i børnehuset.

I øjeblikket er der en udstilling på Holbæk Biblioteks 1. sal, hvor man kan se, hvordan der arbejdes med pædagogik i Hagested, og Karoline opfordrer til, at man lægger vejen forbi biblioteket for at se udstillingen.

Børnene elsker at lære noget om affald, og som eksempel fortæller Karoline, at de har prøvet at grave noget ned, og dernæst grave det op nogle uger efter. Hvad er væk, og hvad forsvinder ikke så let. Det synes børnene er meget spændende.

De har også lært at spare på vandet smat lært, at det ikke er alle steder i verden, at der er vand, og man skal ikke bruge for meget papir, når man vasker hænder.

God respons fra forældre

Forældrene fortæller, at børnene "holder øje" med dem derhjemme. Børnene har talt om at gå til børnehuset i stedet for at køre i bil, hvilket mange forældre gerne vil, men det kniber med tiden i en travl morgen, hvor meget skal nås før arbejdstid.

Så ingen tvivl om, at børnene sørger for, at forældrene også sorterer affaldet rigtigt derhjemme, idet ”de skal gøre ligesom i børnehaven”.



Feedback

Sidst opdateret

25.03.2022

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin