Spring til indhold

Ny varmepumpe skal gøre Jyderup grøn

Fors A/S forventer at producere fjernvarme via en el-drevet varmepumpe fra slutningen af 2024, hvis seneste projektforslag bliver godkendt af Holbæk Kommune.
02.02.2023

Det bliver både billigere og grønnere at være fjernvarmekunde i Jyderup fra slutningen af 2024. Forsyningsselskabet Fors A/S har nu indsendt et opdateret projektforslag på en klimavenlig varmepumpeløsning til Holbæk Kommune.

Den el-baserede varmepumpe skal erstatte naturgas i fjernvarmeproduktionen i Jyderup, så kunder fremover ikke oplever samme prisstigninger, som tilfældet har været, siden krigen i Ukraine brød ud, og sendte naturgaspriserne på himmelflugt. Der forventes fortsat høje elpriser de næste år, men det smarte ved en el-drevet varmepumpe er, at den producerer tre enheder varme med én enhed el.

Desuden vil el-varmepumpen bidrage væsentligt til at realisere Holbæk Kommunes mål om at reducere CO2-udledningen med 70 procent til gavn for klimaet og kommende generationer. Sagen om varmepumpen skal foreløbigt behandles i kommunens udvalg for Klima, Miljø og Natur, hvor formanden ser positivt på udspillet fra Fors A/S.

"Dette er et vigtig skridt i omlægningen af vores varmeforsyning fra gas til fjernvarme. Samtidig styrker det den grønne omstilling og vores målsætning om at nedbringe CO2-udledningen, hvilket det vil bidrage mærkbart til. Sidst, men ikke mindst, så kommer en el-drevet varmepumpe også til at betyde både billigere og grønnere fjernvarme til forbrugerne i Jyderup," fortæller Karen Thestrup Clausen, formand for Udvalget for Klima, Miljø og Natur i Holbæk Kommune.

"Varmepumpen kommer kunderne i Jyderup til gavn. De får billigere fjernvarme, og det er en prioritet for os. En lavere pris kan dog ikke stå alene, for vi skal alle sammen være med til at sikre en natur i balance, og det kan vi bidrage til ved at reducere udledning af CO2. Dette projekt alene kan reducere gasforbruget i Holbæk Kommune med fem procent," supplerer produktionsdirektør i Fors A/S Henrik Correll.

Det opdaterede projektforslag fra Fors A/S placerer det nye anlæg på forsyningsselskabets egen matrikel ved solvarmeanlægget i Jyderup. Projektet skal endeligt godkendes af Kommunalbestyrelsen i Holbæk Kommune, og såfremt projektet kan realiseres, kan kunderne i Jyderup se frem til at blive forsynet med grøn fjernvarme i 2030.

"Vi vil fortsat bruge gas som supplement, når det bliver rigtig koldt. Forventningen er dog, at man i 2030 på nationalt plan er så langt med at udfase naturgas til fordel for grøn gas, at kunderne i Jyderup til den tid ikke bare har en billigere varmekilde, men også en væsentligt grønnere varmekilde," siger Henrik Correll.



Feedback

Sidst opdateret

11.08.2023

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin