Holbæk Kommune runder 71.000

Holbæk Kommune vokser fortsat. Der har aldrig været flere borgere, og i starten af juli rundede kommunen 71.000 indbyggere.
05.07.2017

Onsdag eftermiddag besøgte Holbæk Kommunes borgmester Søren Kjærsgaard derfor 42-årige Robert Nielsen, der netop er flyttet til Vipperød med sin kone og 2-årige søn.

Robert Nielsen er både en af mange, og samtidig noget helt særligt. På den ene side er han én af de over 2.000 mennesker, som Holbæk Kommune er vokset med siden begyndelsen af 2015.

På den anden side blev netop han borger nummer 71.000 i Holbæk Kommune. Og derfor mødte borgmesteren onsdag eftermiddag op med blomster og en gave.

”Vi har i løbet af 2017 kunnet se, at det var et spørgsmål om tid, før vi rundede de 71.000. Det ville vi selvfølgelig gerne markere ved at besøge netop den borger. Som borgmester er det naturligvis helt fantastisk, at vi fortsat vokser som kommune. Jeg håber og tror, udviklingen fortsætter, og den gode nyhed er, at der er plads til endnu flere her i kommunen,” siger Søren Kjærsgaard.

Kræver flere boliger

Befolkningstilvæksten er stadig opadgående, og derfor er der fortsat brug at have fokus på bl.a. boligmassen og byggegrunde i kommunen for at kunne fastholde den positive udvikling.

”Der er stadig behov for at have fokus på væksten, herunder udstykninger af nye grunde rundt omkring i kommunen. Vi skal sikre en blanding af forskellige boligtyper, så det er muligt for alle grupper og familietyper at finde en god bolig, der opfylder deres behov her i Holbæk Kommune,” fortæller Søren Kjærsgaard.

Robert Nielsen er flyttet til Holbæk Kommune fra Københavns Kommune. I villa fra lejlighed. Oprindeligt stammer han fra Asnæs.



Feedback

Sidst opdateret

05.07.2017

Ansvarlig redaktør

Mads Jakobsen