Spring til indhold

Ny direktør i Holbæk Kommune

PRESSEMEDDELELSE | Et enigt ansættelsesudvalg har peget på Ulrich Schmidt-Hansen som ny koncerndirektør i Holbæk Kommune.
Ulrich Schmidt-Hansen
24.02.2017

Den første april tiltræder Ulrich Schmidt-Hansen som koncerndirektør for den borgernære velfærd i Holbæk Kommune. Han kommer fra en stilling som direktør i Herlev Kommune, hvor han har haft ansvar for blandt andet børne-, skole-, ældre-, og sundhedsområdet.

”Ulrich Schmidt-Hansen har en stor faglig bredde og en solid erfaring med økonomistyring. Egenskaber, der er afgørende for at sikre en positiv udvikling af vores kommune. Derudover er han en mand, der formår at skabe resultater. Ikke blot på papiret, men også på vores skoler, plejecentre og andre borgernære institutioner”, fortæller administrerende direktør Rasmus Bjerregaard. 

Ulrich Schmidt-Hansen afløser Kenn Thomsen, der fratrådte den 25. november 2016. 

Enigt udvalg 

”Vi havde fornøjelse af et rigtig stærkt ansøgerfelt med i alt 21 kandidater, men Ulrich Schmidt-Hansen skilte sig positivt og markant ud. Ansættelsesudvalget var derfor enige om at pege på ham som vores nye koncerndirektør”, fortæller Rasmus Bjerregaard.  

Ansættelsesudvalget bestod af Økonomiudvalget, byrådsmedlemmer fra Liberal Alliance og Enhedslisten samt medarbejder- og lederrepræsentanter fra Holbæk Kommune.

Det er byrådet, der formelt set træffer beslutning om ansættelsen. Det forventes at ske den 8. marts.

Udvikling i solide rammer 

”Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang. For mig er det stærkt motiverende at blive en del af en progressiv og ambitiøs kommune som Holbæk. Jeg håber, at jeg med min erfaring kan bidrage til en fortsat udvikling af Holbæk Kommune med vægt på en solid og god styring af økonomien. Det er nemlig forudsætningen for, at Holbæk Kommune fortsat kan være en stærk medspiller i et stærkt lokalsamfund”, siger den kommende koncerndirektør.

Ulrich Schmidt-Hansen er uddannet cand.scient.pol fra Aarhus Universitet, og hans karriere tæller blandt andet stillinger som fuldmægtig i først Økonomi- og Erhvervsministeriet og senere Finansministeriet, sekretariatsleder i Fonden for Velfærdsteknologi samt centerchef for administration og udvikling i Furesø Kommune. Siden den 1. november 2012 har han været social- og sundhedsdirektør i Herlev Kommune.

Ulrich Schmidt-Hansen er 41 år gammel og bor i Søborg sammen med sin kone Laura Schmidt-Hansen og deres to børn Christian og Cecilie. 



Feedback

Sidst opdateret

23.01.2018

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin