Spring til indhold

Invitation til grundlovsceremoni

Torsdag den 1. oktober kl. 16.00 byder vi i Holbæk Kommune nye statsborgere velkommen. Det sker til en grundlovsceremoni med fejring, kage og musik.
02.09.2020

Til efteråret er der grundlovsceremoni på Elværket. Arrangementet foregår torsdag den 1. oktober kl. 16.00-18.00, og adressen er Gasværksvej 9, 4300 Holbæk

Her byder vi velkommen til nye danskere, der på dagen får statsborgerskab. Der vil være fejring, kage og musik. Borgmester Christina Krzyrosiak Hansen siger et par ord, og erklæringer bliver underskrevet.

Er du kommende dansk statsborger, skal du til arrangementet huske at medbringe ID-kort med billede. Du skal også huske at medbringe en erklæring, som Udlændinge- og Integrationsministeriet sender til dig på forhånd. Erklæringen skrives under til arrangementet.

Som kommende statsborger er du velkommen til at tage din nærmeste familie og venner med, og du skal tilmelde dig arrangementet. Det gør du ved at skrive en e-mail til grundlovsceremoni@holb.dk.

I e-mailen skal du skrive dit navn, og hvis du tager familie eller venner med, skal du også skrive hvor mange, du tager med. Du skal melde dig til senest torsdag den 10. september 2020. Det er vigtigt, at du overholder denne tidsfrist.

Andre, der ønsker at fejre dagen, er også velkomne. Her er det også nødvendigt at tilmelde sig ved at skrive en e-mail til grundlovsceremoni@holb.dk.

Baggrund

I 2019 vedtog Folketinget lov om indfødsrets meddelelse. Det betyder, at kommuner nu byder velkommen til nye statsborgere ved en officiel ceremoni. Statsborgerskabet træder i kraft efter deltagelse i grundlovsceremonien, hvor nye statsborgere skriver under på at overholde dansk lovgivning, værdier og retsprincipper mm.

Det er to gange om året, at vi i Holbæk Kommune inviterer til grundlovsceremoni. I 2020 var første arrangement 5. marts, og næste gang er 1. oktober.

Inden hver grundlovsceremoni afholdes, kommer der informationer om det på kommunens hjemmeside. Ligeledes får de involverede, kommende statsborgere en personlig invitation via e-boks.

Du kan altid læse om grundlovsceremonierne her.

Grundlovsceremonien følger alle retningslinjer i forbindelse med COVID-19.



Feedback

Sidst opdateret

08.06.2021

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin