Spring til indhold

Stor interesse for energirenovering

PRESSEMEDDELELSE | Holbæk Kommune har sammen med Energistyrelsens Rådgivningstjeneste afholdt et velbesøgt møde for ejere af villaolietanke.
12.12.2018

Der var mødt mange frem for at høre mere om alternativerne til det gamle oliefyr og energirenovering, da Holbæk Kommune og Energistyrelsens Rådgivningstjeneste holdt stormøde om emnet mandag den 10. december.

150 mennesker mødte således op på Elværket i Holbæk for at høre om de forskellige alternative opvarmingsformer og mulighederne for energirenovering. Der blev desuden gennemgået screeningsværktøjer, som kan bruges til at se, hvordan investeringen vil se ud på den enkelte bolig.

I løbet af oplægget var der nysgerrige spørgsmål fra salen. Viceborgmester og formand for Klima- og Miljøudvalget John Harpøth var også blandt deltagerne.

”Jeg synes det var godt at se, at der var så mange, som ville deltage. I de kommende år kommer vi til at have et stærkt fokus på energiområdet i kommunalbestyrelsen. Det er godt at se, at borgerne deler den interesse”, siger John Harpøth.

Både i løbet af oplægget og efterfølgende blev borgernes egne erfaringer inddraget.

”Jeg kan jo se, at der er mange, som allerede er i gang og endnu flere som gerne vil. For det første vil jeg gerne sige, at det var imponerende, så meget folk havde sat sig ind i området. For det andet tager jeg jo de ideer og det engagement med tilbage til arbejdet i kommunalbestyrelsen for en grøn og bæredygtig kommune”, siger John Harpøth.

Hvis du vil læse mere om energirenovering og alternative opvarmningsformer kan du gøre det her: her: https://sparenergi.dk/forbruger/boligen/raadgivning



Feedback

Sidst opdateret

19.12.2018

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin