Spring til indhold

Møde om nyt naturplejeprojekt i Tølløse Dyrehave

Der vil være informationsmøde lørdag d. 23. november, hvor Holbæk Kommune vil informere nærmere om planen for det nye naturplejeprojekt.
15.11.2019

Der vil være informationsmøde i ”Madpakkehuset” i Dyrehaven lørdag d. 23. november kl. 13.00 om det nye naturplejeprojekt. Alle interesserede er velkomne.

Formålet med naturplejeprojektet er at skabe mere biodiversitet i den nordlige del af Tølløseskoven, Dyrehaven. Det vil vi gøre ved at lade få, fredelige kreaturer afgræsse skoven og engen langs åen året rundt. Nyere forskning viser nemlig, at man derved kan opnå størst artsrigdom. Projektet vil ikke omfatte hundeskoven og adgangen dertil.

En positiv konsekvens for skovens brugere vil være, at det med tiden, som resultat af græsningen, vil blive muligt at færdes i områder, der hidtil har været utilgængelige pga. brændenælder og anden høj urtevegetation. Dette gælder fx på engen langs åen og i de lysåbne områder inde i skoven.

Udover selve naturplejeprojektet vil der blive skovet 2-3 ha hovedsageligt rødgran i skoven. Dette er en naturlig del af skovdriften, da træerne er hugstmodne. I kan på det vedhæftede kortet ”skovning og udtynding” se hvor der skal fældes træer. Der vil på disse arealer efterfølgende ikke blive plantet nye træer. Arealerne vil derimod springe naturligt i skov, hvorved vi opnår en mere naturnær skov.

Projektet omfatter

  • Hegning af 42 ha skov og eng med lavt, 3-trådet elhegn, som ikke hindrer vildtets fri bevægelighed. Se kort over hegning
  • Isætning af låger alle de steder, hvor man i dag kommer ind i området – også til rytterne
  • Opsætning af læskur til dyrene
  • Rydning af trægrupper på engen samt omkring vandhuller
  • Oprensning af vandhuller

’Madpakkehuset’ ligger bag Vuggestuen Reden, Dyrehavevej 39, 4340 Tølløse.



Feedback

Sidst opdateret

15.11.2019

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin