Spring til indhold

Badning forbudt ved Krags Brygge i Holbæk

Grundet dårlig badevandskvalitet er badning ved Krags Brygge/Filmtorvet forbudt i hele 2020.
02.06.2020

Til badesæson 2019 oprettede Holbæk Kommune ny badevandsstation kaldet Krags Brygge ved hjørnet nær Filmtorvet i Holbæk Havn.

Der blev planlagt udtagning af 24 badevandsprøver i badesæson 2019. Undervejs blev det meget tydeligt, at badevandet ofte var særdeles dårligt ved Krags Brygge. Hele 6 gange indeholdt vandprøverne så mange bakterier, at badning blev frarådet. Det betød faktisk at stationen var lukket i 57 dage ud af 92 dage, dvs. i 62 % af badesæsonen fra 1. juni til 1. september.

Efter en badevandssæson beregner man på baggrund af analyseresultaterne en klassifikation, og Krags Brygge blev for 2019 klassificeret ”Ringe”.

Ringe badevandsstation betyder, at forholdene er uacceptable i forhold til dansk lovgivning, og at Holbæk Kommune dermed er forpligtet til at undersøge, hvorfor badevandet er forurenet og komme med løsningsforslag til, hvordan forureningen fjernes. Det betyder også, at kommunen efter de gældende regler for badesæsonen 2020 skal opsætte et permanent skilt ved Krags Brygge med orientering om badning forbrudt.

Badestationen ved Krags Brygge skal således være lukket i badesæsonen 2020.

I gennem 2020 vil der ved Krags Brygge blive gennemført en række tiltag for at få forureningskilderne indkredset og om muligt fjernet, så der til kommende sæsoner forhåbentlig kan opnås en bedre badevandskvalitet.

Badning forbudt gælder IKKE for bystranden Blegstrædehagen, hvor vandkvaliteten er rigtig god.

Læs mere om badevandskvalitet



Feedback

Sidst opdateret

02.06.2020

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin