Spring til indhold

640 nye job i det lokale erhvervsliv

PRESSEMEDDELELSE | Det går fremad for beskæftigelsen i Holbæk Kommune. Det viser analysen VækstVilkår, som sætter spot på udviklingen i erhvervslivet.

Efter nogle hårde år er der for alvor gang i jobskabelsen i virksomhederne i Holbæk Kommune. Senest er der skabt 640 nye job i perioden 2015 til 2016 svarende til en stigning på 5,2 procent. Det sker efter en udfordrende finanskrise, der satte jobskabelsen i stå. Men de nye tal viser, at udviklingen er vendt.

”Arbejdspladser er vigtige for et område. Holbæk Kommune er et rigtig godt sted at bo, men at bo godt kræver et godt arbejde. Og derfor er det rigtig godt at se, at vores erhvervsliv i den grad har fået gang i hjulene og ansætte nye folk”, siger Kurt Næsted, formand for Projektudvalg for Vækst i Holbæk Kommune.

Væksten i job er til stede i stort set alle brancher, og især virksomheder inden for erhvervsservice stikker positivt ud. Her er beskæftigelsen øget med godt 350 fuldtidsstillinger siden 2014, hvilket svarer til en stigning på 15,2 procent. Derudover har der også været fremgang i de øvrige private brancher, som har øget deres beskæftigelse med 277 fuldtidsstillinger i samme periode.

Gode vækstvilkår

Siden 2015 har Holbæk Kommune haft ekstra fokus på at skabe vækst i kommunen. Det er blandt andet sket ved at etablere et politisk projektudvalg.

”Ambitionen er klar: Vi skal skabe flere job og tiltrække flere borgere. Derfor er det godt at få tal på, at det i den grad går den rigtige vej. Virksomhederne i kommunen har gjort det rigtig flot”, pointerer Kurt Næsted, der er formand for udvalget.

At det går den rigtige vej underbygges af konklusionerne i VækstVilkår 2017 og af Dansk Byggeris årlige opgørelse, som blev offentliggjort tidligere på året. Her fremgik det, at Holbæk Kommune er fjerde bedst af alle kommuner, når det gælder erhvervsvenlighed.

Flere flytter til

Der bliver ikke blot flere job, men også flere indbyggere i Holbæk Kommune. I 2016 som i 2015 steg indbyggertallet med cirka 1000 personer, og i sommeren 2017 rundede kommunen 71.000 borgere. Folk flytter til fra andre dele af landet – og fra udlandet.

”Det er helt afgørende, at vi fortsat vokser og vækster. Jeg håber og tror på, at udviklingen fortsætter, og den gode nyhed er, at der er plads til endnu flere her i kommunen,” siger Kurt Næsted.

VækstVilkår 2017 er udarbejdet af Center for VækstAnalyse for Vækstforum Sjælland og offentliggøres den 24. august klokken 10.00. Se vækstanalyse.  



Feedback

Sidst opdateret

23.01.2018

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin