Spring til indhold

Fælles indkøb sparer 3,9 millioner om året

PRESSEMEDDELELSE | Holbæk Kommune har sammen med seks andre kommuner indkøbt et nyt løn- og økonomisystem. Det har givet en besparelse på 3,9 millioner kroner om året de næste otte år i Holbæk Kommune alene. Implementeringen af systemerne er afsluttet lige inden sommerferien.
22.08.2018

I regi af Digitaliseringsforeningen Sjælland har Holbæk Kommune sammen med seks andre kommuner købt et nyt løn- og økonomisystem med navnet KMD OPUS.

I Holbæk Kommune alene betyder det en besparelse på 3,9 millioner kroner om året. Sammenlagt bliver det til over 31 millioner kroner over den otteårige periode, som aftalen løber.

”De danske kommuner har ikke overraskende mange af de samme behov, når det handler om IT-systemer. Derfor er der også god grund til at gå sammen, når vi skal købe ind. Når vi er flere får vi en bedre pris, og samtidig kan vi spare nogle af de administrative ressourcer ved de her forholdsvist tunge udbud”, siger Ole Lollike, der er chef for Organisationsservice i Holbæk Kommune.

Holbæk Kommune var klar til at tage KMD OPUS i brug ved årsskiftet og systemet bruges således allerede aktivt i Holbæk samt i Næstved og Køge Kommuner. De øvrige kommuner i det fælles udbud kommer med i de kommende år.

Implementeringen af de nye systemer blev helt afsluttet umiddelbart inden sommerferien. Ibrugtagelsen er gennemført efter tidsplanen. Holbæk kommune kan derfor nu se frem til at høste gevinsten af indkøbet og implementeringsarbejdet i forbindelse med de nye systemer.

Den store besparelse på IT-systemerne er allerede disponeret, og skal reinvesteres i blandt andet IT-udstyr og I-sikkerhed. Dermed ligger Holbæk Kommune godt i forhold til at leve op til kravene på IT-området.

Samarbejde

Udover de rene besparelser er der også andre fordele ved at gå sammen om indkøbet Det gælder ikke mindst i forbindelse med implementeringen og den generelle erfaringsudveksling på tværs af de deltagende kommuner.

”Vi er stadig i en opstartsfase med de nye systemer, og her er der altid nogle udfordringer. Men det gælder også i de andre kommuner, og derfor kan vi trække på hinandens erfaringer. På den måde behøver vi ikke selv at finde alle løsninger eller procedurer. Det er en stor fordel i forhold til de her forholdsvist komplekse IT-systemer”, siger Ole Lollike.

Fakta om indkøbet

Indkøbet af KMD OPUS er sket i regi af Digitaliseringsforeningen Sjælland (DIGIT) og har de syv sjællandske kommuner Køge, Næstved, Slagelse, Ringsted, Roskilde, Kalundborg og Holbæk Kommune som deltagere.

DIGIT består af i alt 12 kommuner og var et initiativ, der opstod i 2016 med henblik på blandt andet at lave flere tværkommunale indkøb på digitaliseringsområdet.



Feedback

Sidst opdateret

22.08.2018

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin