Spring til indhold

Ingen fyringsrunde på vej på Holbæk By Skole

PRESSEMEDDELELSE | Der er ikke en fyringsrunde på vej på Holbæk By Skole. Det indtryk kunne man ellers godt få af et interview med skolens nye leder i Nordvestnyt.
23.01.2018

Nordvestnyt bragte i weekenden et interview med Morten Mygind Jensen, der er ny skoleleder på Holbæk By Skole.

Interviewet har skabt uro blandt skolens lærere og forældre, fordi Morten Mygind Jensen blandt andet siger, at der skal være færre medarbejdere i 2019.

”Jeg kan godt forstå, at det skaber utryghed. Men jeg vil gerne så tydeligt som muligt sige, at der ikke er planlagt en fyringsrunde på Holbæk By Skole”, siger Ulrich Schmidt-Hansen, der er direktør i Holbæk Kommune.

Direktøren bakker op om, at den nye skoleleder har fokus på økonomien, der de sidste år har været hårdt presset på Holbæk By Skole.

”Det er en bunden opgave at overholde budgetterne på Holbæk By Skole. Det er nødvendigt for at skabe den nødvendige ro på skolen. Men jeg må bare understrege, at der altså ikke er en fyringsrunde på vej”, siger Ulrich Schmidt-Hansen.

Direktøren bakker fuldt op om Morten Myginds fokus på kvalitet.

”Jeg synes skolelederen meget fint får fortalt, at den bundne opgave med at overholde budgetterne skal løses med et stærkt fokus på kvaliteten. Det er fuldstændig i tråd med det politiske fokus på at gøre det bedre på skoleområdet. Det er lidt synd men forståeligt, at den pointe overses af frygten for nedskæringer. Men jeg håber, at alle også vil læse den del af interviewet”, slutter Ulrich Schmidt-Hansen.



Feedback

Sidst opdateret

23.01.2018

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin