Spring til indhold

Bedre bredbånd til Brændholten

50 boliger i Brændholten ved Ugerløse får snart realiseret ønsket om bedre bredbånd. Det er nemlig lykkedes beboerne at få 899.605 kr. i tilskud fra Energistyrelsen og 55.000 kr. i medfinansiering fra Holbæk Kommune.
23.01.2019

Problemer med at sende mails og få dankortterminaler til at virke har været hverdag i Brændholten. Det skyldes en dårlig internetforbindelse, der påvirker både borgere og virksomheder. Problemerne har forårsaget et ønske om hurtigere internetforbindelser, og derfor gik beboerne på de 50 adresser sammen om at søge Energistyrelsens bredbåndspulje.

Her kan borgere i et område med dårlig dækning danne et fælles projekt og søge penge til etablering af bedre bredbånd. Projekterne bliver derfra vurderet ud fra forskellige kriterier – herunder tæller antallet af adresser, projektets samlede pris og hastigheden på den nuværende dækning.

Kommunal medfinansiering

I efteråret anbefalede Projektudvalget for Udvikling af Lokalområder at give medfinansiering til projekter, der søger Energistyrelsens bredbåndspulje. Bag anbefalingen lå et ønske om at bidrage til udvikling af kommunens lokalområder - også når det kommer til internetforbindelser.

Anbefalingen blev besluttet og fem projekter søgte medfinansiering. Deraf fik et projekt, Brændholten, både tilskud fra Energistyrelsen og medfinansiering fra Holbæk Kommune.

Medfinansieringen har haft en medvirkende årsag til, at projektet nu har fået tilskud fra Energistyrelsen. Her udregnes et projekts samlede pris nemlig efter medfinansieringen er trukket fra, og jo billigere et projekt er, dets større er chancen for at få støtte hos Energistyrelsen. Dermed har beslutningen om kommunal medfinansiering bidraget til, at Brændholten nu får bedre bredbånd.



Feedback

Sidst opdateret

23.01.2019

Ansvarlig redaktør

Maya Camilla Bluhme