Spring til indhold

FGU placeres i Holbæk Kommune

PRESSEMEDDELELSE | Holbæk Kommune har fået tildelt modercenteret for én af de nye Forberedende Grunduddannelser (FGU). Den dækker Nordvestsjælland (Holbæk, Kalundborg og Odsherred).
23.06.2018

Undervisningsminister Merete Riisager har netop offentliggjort, at det bliver Holbæk Kommune, der skal huse modercenteret for den nordvestsjællandske FGU. Placeringen glæder formanden for Projektudvalget for Unge og Uddannelse, Steen Klink, i Holbæk Kommune. Han ser generelt frem til at arbejde videre med implementeringen af FGU’en der skal være klar i august 2019.

- Formålet med FGU’en er, at flere unge gennemfører en uddannelse eller kommer i job. På den lange bane vil det give en samfundsmæssig gevinst, at vi får flere til at gennemføre en uddannelse. For i den anden ende har vi bl.a. et arbejdsmarked, hvor der er stor efterspørgsel på arbejdskraft. Derfor er jeg glad for, at vi kan komme videre med planlægningen af forløbene. Den nye forberedende grunduddannelse er målrettet unge op til 25 år uden en ungdomsuddannelse og skal skabe bedre sammenhæng og faglighed ved at samle tilbuddene fra for eksempel VUC og produktionsskolerne på én FGU-skole i hver af de tre nordvestsjællandske kommuner, fortæller Steen Klink.

Skal ruste unge til uddannelse

Målgruppen for en FGU er unge under 25 år, som ikke har gennemført en ungdomsuddannelse, og som ikke er i beskæftigelse. Typisk vil der være tale om unge, som efter afslutning af folkeskolen endnu ikke har opfyldt adgangskravene for at kunne begynde på en ungdomsuddannelse.

- FGU er en ny investering i fremtidens unge. I øjeblikket er ca. 9 procent af de unge mellem 15 og 29 år i Holbæk Kommune ikke i uddannelse eller beskæftigelse. Det tal skal jo gerne falde, da det er vores mål, at andelen af unge, som tager en almindelig ungdomsuddannelse, skal øges. Og med tankerne bag FGU bliver vi i stand til at ruste flere unge uden uddannelse eller job til at komme godt videre efter folkeskolen, fortæller Steen Klink.



Feedback

Sidst opdateret

23.06.2018

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin