Spring til indhold

Mod til uddannelse: stor tillægsbevilling til sårbare unge

PRESSEMEDDELELSE | Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse forstærker indsats, der har haft succes med at gøre sårbare unge i Holbæk Kommune klar til uddannelse. Målet er at sende yderligere 48 unge i retning af en ungdomsuddannelse i løbet af to år.
08.02.2021

En stor gruppe sårbare unge i Holbæk Kommune kan takke socialfondsprojektet Mod til uddannelse for en lysere fremtid. Projektet fik i 2018 knap 8 mio. kr. i støtte fra EU’s Socialfond. Siden er det gået så godt, at bestyrelsen nu sender en ekstrabevilling på 6 mio. kr. til indsatsen.

Projektet hjælper unge, der typisk kæmper med angst eller lider af depression, skizofreni, autisme eller ADHD, i gang med eller tættere på en ungdomsuddannelse. Projektet omfatter aktuelt 96 unge, og de ekstra midler åbner mulighed for at udvide med yderligere 48 unge, som på grund af deres personlige udfordringer skal have hjælp til at gennemføre en ungdomsuddannelse.

I Holbæk Kommune vækker tillægsbevillingen stor glæde. Det fortæller formand for Udvalget for Beskæftigelse og Uddannelse, Lars Dinesen:

"Vi er virkelig glade for, at erhvervsfremmebestyrelsen har blik for de lokale behov. ”Mod til uddannelse” hjælper os med at få udsatte og sårbare unge her i Holbæk Kommune til at gennemføre en uddannelse. Det betyder at de er langt bedre rustet til at få fodfæste på arbejdsmarkedet, og dermed kunne forsøge sig selv og få en god livskvalitet.”

Claus Jensen, formand i CO-Industri og medlem af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, er imponeret over den sjællandske indsats indtil nu:

"I Holbæk Kommune har man leveret en fremragende indsats for udsatte unge, som får hjælp til at komme i gang med den uddannelse, de drømmer om, men som måske kan synes lidt uden for rækkevidde. På langt sigt er den slags projekter meget vigtige – ikke bare for de unge, men også for arbejdsmarkedet, fordi vi ved, at der kommer til at mangle faglærte i fremtiden.”

I Mod til uddannelse får de unge et individuelt tilrettelagt forløb, der inkluderer en mentor, træning af sociale færdigheder, udvikling af faglige kompetencer og test i forskellige uddannelser og jobs. Eksterne evalueringer har rost projektet, og deltagerne føler sig mere uddannelsesparate efter forløbet.

I Holbæk Kommune er man allerede i gang med at udvide indsatsen, og søger derfor nye dygtige kolleger. Læs mere om de ledige stillinger her. 

 



Feedback

Sidst opdateret

22.11.2021

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin