Spring til indhold

Nye værktøjer hjælper medarbejdere

"Bedre til ord, tal og IT” er et koncept, der handler om at give medarbejdere et målrettet løft af færdigheder i dansk, matematik og IT. Et løft, der kan være med til at gøre det nemmere at løse daglige opgaver.
10.03.2022

"Der er er sket meget, siden jeg gik i skole. Det har virkelig været en øjenåbner for mig at være med. Hvis man får muligheden for at deltage, har forløbet en klar anbefaling herfra. Jeg er 48 år og har fået en masse ud af at kurset. Det er aldrig for sent at lære," understreger Bo Norlund Pedersen om forløbet ”Bedre til ord, tal og IT. Han har deltaget i undervisning i læsning og IT, og arbejder til daglig med beskæring af planter på land og i vand, træfældning, renhold og lignende opgaver på grønne områder.

"Bedre til ord, tal og IT” giver medarbejdere i Holbæk Kommune et målrettet løft af færdigheder i dansk, matematik og IT. Løftet kan være med til at gøre det nemmere at løse de daglige opgaver – også når de udvikler sig med ny teknologi.

I 2018 blev blandt andre medarbejdere i Drift og Vedligehold, der var ansat op en FOA-overenskomst, inviteret til at deltage. De, der takkede ja, deltog i en screening, der afklarede den enkeltes færdigheder. Var der ifølge undersøgelsen brug for at udvikle færdigheder, blev medarbejderne inviteret til undervisning.

"Da vi begyndte med pilotprojektet og forløbene, var det ikke alle, der var vilde med idéen. Det kan skyldes de tabuer, der ofte er om for eksempel ordblindhed. Men vi prøvede det af, og det gik over al forventning. Resultaterne var succesfulde, og der kom stor opbakning til forløbene fra alle sider. Også blandt deltagere, der normalt ikke ville søge hjælp," forklarer Arne Juul Vestergaard, teamleder i Drift og Vedligehold.

Ugentlig mødedag

Forløbene har hjulpet flere medarbejdere i Drift og Vedligehold:

– Gennem et års tid mødtes vi hver uge og terpede derudaf. Det var en kæmpe hjælp for os. Jeg har blandt andet lært at sætte IT-redskaber op, så jeg kan indtale ord i stedet for at skrive. Skal jeg skrive en besked, kan jeg nu også med de rette hjælpemidler finde frem til de gale ord, og hvis jeg får en opgave, kan jeg få læst både den og adressen, jeg skal ud på, højt, fortæller Bo.

Undervisningen får generelt positive tilbagemeldinger fra kursisterne. En anden medarbejder fortæller, at han var glad for at komme tilbage på skolebænken.

– Jeg har aldrig før brudt mig om at gå i skole, men den her ugentlig dag var rigtig god. Det var hyggeligt, og vi fik god hjælp af vores lærer. Jeg er blevet bedre rustet til at bruge systemer. Er jeg i tvivl om udtalen af ord, kan AppWriter for eksempel læse dem højt for mig. Det bruger jeg blandt andet, når jeg skal skrive en mail og bekræfte at have løst en kommunal opgave. Ud fra oplæsningen kan jeg vurdere, om jeg har skrevet nogenlunde rigtigt, fortæller Jon Vogt, der ligesom Bo arbejder med beskæring, træfældning, renhold og grønne områder generelt.

Et af udgangspunkterne for forløbene er, at kursisterne kan bruge det, de lærer, direkte i egne arbejdsopgaver. En tredje kursist fra Drift og Vedligehold fortæller netop også, at han er blevet bedre til at stave og bruge sin iPad.

"Når jeg skal ud at feje, kan jeg nu bare indtaste adressen i Google Maps på min app. Og så er jeg også en af de få, hvis ikke den eneste, der i en kalenderfunktion indtaler, hvad jeg har lavet af kommunale opgaver. Til enhver tid kan jeg så bladre tilbage og lytte til, hvornår jeg har gjort hvad," siger Jesper Sommer Henriksen. Han holder kommunens gader, stræder og veje rene, ligesom han løbende tager sig af adhoc-opgaver.

Det betyder, at Jesper har et klar overblik over alle sine opgaver. Hvis en borger eller en leder spørger ham, hvornår der sidst er fejet på et specifikt torv, kan han også svare helt præcist.

Fagligt, socialt og privat

Undervisningen i ”Bedre til ord, tal og IT” foregår i små hold, hvor der er god tid til den enkelte. Kursisterne er i trygge rammer med kolleger, der har sammen udgangspunkt som dem selv. Det giver et godt grundlag for at lære noget i fællesskab, og det giver ofte et særligt sammenhold.

"Vores gruppe blev godt tømret sammen. Vi startede dagene med franskbrød og kaffe, og vi snakkede sammen om faglige ting, vi ellers ikke ville have snakket om. For eksempel begyndte jeg at drøfte sager med Jon i den periode, vi saltede, fordi vi fik tillid til hinanden," forklarer Jesper.

Det er altså både på den faglige og sociale front, at forløbene giver resultater. Derudover kan de nyerhvervede færdigheder også bruges udenfor arbejdspladsen. Beskeder og mails i privatlivet er også lettere at formulere, og Bo fortæller, at han i højere grad kan hjælpe sine børn med lektierne.

Holbæk Bibliotek har et stort udbud af lydbøger og podcast, og de er derfor hoppet med i konceptet. Det kan give stor værdi for kursisterne at være tilmeldt eReolen, og Jon er en af dem, der allerede er blevet bidt af lydbøger.

"Jeg har fået adgang til Holbæk Bibliotek og er blevet rigtig glad for lydbøger. Det bliver for ens med musik i flere timer, så når jeg har stunder for mig selv eller salter vejene i kommunen i 4-5 timer, sætter jeg bøger på. Det kan være Jønkes bøger, ” Jeg er Zlatan Ibrahimovic” eller noget om 2. verdenskrig," fortæller han.

Fakta om ”Bedre til ord, tal og IT”

Konceptet er for medarbejdere på en FOA- eller 3F-overenskomst, og det er et samarbejde mellem ”Den kommunale Kompetencefond”, FOA, 3F og de kommuner, der ønsker at deltage. AOF er desuden tilknyttet som kursusudbyder.

Undervisningen i Drift og Vedligehold har fundet sted siden 2018, ligesom Aktiv Hele Livet samt Læring og Trivsel også er hoppet ombord. I øjeblikket er der en opfølgning i gang, hvor alle 3F’ere får mulighed for at blive screenet. Der er kurser i ordblindeundervisning, forberedende voksenundervisning i dansk, forberedende voksenundervisning i matematik og IT-undervisning.

Der bliver taget hensyn til de faste arbejdsopgaver, medarbejderne sidder med. Arbejdet bliver planlagt, så man kan deltage i den tilmeldte undervisning, uden at skulle bruge fritid på det. Dertil strækker undervisningen sig over længere tid, så driften kan opretholdes, og vagtplaner tilrettelægges, så kolleger så vidt muligt ikke belastes af, at andre medarbejdere er på kursus.

Kurserne har været afholdt gennem en række år og fortsætter for de medarbejdere, der ønsker at deltage, men ikke er nået igennem endnu.



Feedback

Sidst opdateret

14.03.2022

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin