Spring til indhold

Samarbejde skal få flere hænder i arbejde

Holbæk Kommune og KLAPjob har indgået et udvidet samarbejde om at skabe bedre adgang til det ordinære arbejdsmarked for borgere med kognitive handicap, der er bevilget fleksjob eller skånejob.
09.05.2022

Der er i øjeblikket stor mangel på arbejdskraft – også i Holbæk Kommune. Samtidigt står mange borgere med kognitive handicap udenfor arbejdsmarkedet med et ønske om at komme i arbejde. Derfor har Holbæk Kommune og KLAPjob indgået et samarbejde, der skal hjælpe med at finde virksomheder og opgaver til de mennesker, som gerne vil i gang.

"I Holbæk Kommune lægger vi stor vægt på, at alle borgere skal være en aktiv del af samfundet og forsørge sig selv i den udstrækning, de kan. Gennem samarbejdet med KLAPjob ønsker vi at gå nye veje for at understøtte adgangen til job på det ordinære arbejdsmarked med øje for borgerens ressourcer, håb og fremtidsdrømme. Jeg håber, at mange vil benytte sig af tilbuddet fra KLAPjob og blive del af det fællesskab, som arbejdsmarkedet er. Jeg ser frem til at følge samarbejdet," siger Søren Stavnskær, formand for Udvalget for Beskæftigelse, Uddannelse og Erhverv.

Jo flere, jo bedre

KLAPjob laver skånejob og fleksjob til mennesker med udviklingshandicap og andre kognitive vanskeligheder. Det vil sige job til mennesker, der for eksempel har autisme, ADHD, spasticitet, epilepsi, muskelsvind eller erhvervet hjerneskade, der gør, at de har behov for støtte til at komme ind på det ordinære arbejdsmarked.

"Vi er rigtig glade for at udvide samarbejdet med Holbæk Kommune, som vil være med til at åbne døre for både interesserede borgere og virksomheder. Vi har igen og igen set den forskel, det kan gøre for det enkelte menneske, når de kan komme ud på arbejdsmarkedet og være en del af fællesskabet. Så jo flere vi kan hjælpe, jo bedre," siger Claus Bergman Hansen, leder af KLAPjob.

KLAPjob har allerede hjulpet næsten halvtreds Holbæk-borgere på kanten af arbejdsmarkedet tilbage i job og med det nye forstærkede samarbejde, er der håb om, at det tal skal stige markant over de næste år.

KLAPjob er finansieret af socialreserven og er derfor gratis for kommunerne og øvrige samarbejdspartnere at samarbejde med.

Yderligere info

  • Claus Bergman Hansen, leder af KLAPjob, mobil: 29 65 36 08
  • Søren Stavnskær, formand for Udvalget for Beskæftigelse, Uddannelse og Erhverv, mobil 72 36 90 30
  • Pressevagten i Holbæk Kommune, telefon 72 36 34 48


Feedback

Sidst opdateret

10.05.2022

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin