Spring til indhold

Stor fiskekonkurrence i Fjordlandet

Den 27.-29. oktober 2017 afholdes fjerde udgave af Danmarks eneste catch & release havørredkonkurrence i Roskilde- og Isefjorden.
17.10.2017

Holbæk Kommune er en del af Fishing Zealand, der arbejder for at udvikle bæredygtig fisketurisme på Sjælland.

Et af flagskibene i Fishing Zealand er fiskekonkurrencen Fjordlandet Open, der den 27. – 29. oktober løber af stablen for fjerde gang.

Konkurrencen baserer sig på frivillig catch & release, som det hedder på fiskersprog. Det betyder, at man efter at have fanget en havørred kan vælge at sætte fisken ud i sit rette element igen. Uanset om man vælger at sætte fisken ud eller beholde den, er vinderchancerne intakte. Konkurrencen afgøres nemlig på baggrund af billeder med målinger af fisken og et pralebillede med fangeren.

Basen for konkurrencen ligger i år på ”Værftscafeen” på Holbæk Havn. Her vil der fredag aften være infomøde, spisning og udlevering af de særlige målebånd, der skal benyttes.

Selve fiskekonkurrencen starter lørdag morgen kl. 00.01 og slutter søndag kl. 16.00, hvorefter der kl. 17.00 er afslutningsceremoni og præmieoverrækkelse på Værftscafeen i Holbæk Havn ved Fishing Zealand.

Du kan læse mere om konkurrencen og melde dig til på konkurrencens hjemmeside www.fjordlandetopen.dk. Tjek også facebooksiden https://www.facebook.com/fjordlandetopen/

 



Feedback

Sidst opdateret

20.03.2018

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin