Spring til indhold

Danske kunsttalenter til talenttræf i Holbæk

Den 5. til 7. oktober samles op mod 140 billedkunsttalenter fra hele Danmark til det årlige træf. Det åbner helt nye muligheder lokalt såvel som nationalt for de talentfulde unge.
28.09.2018

I næste uge vil Holbæk blomstre med unge billedkunsttalenter. Talenttræffet samler 140 Billedkunstnerisk Grundkursus elever fra hele landet. De unge talenter er samlet i Holbæk fra fredag til søndag, hvor de har haft mulighed for at vælge mellem mange forskellige workshops. BGK Holbæk har til huse på Kunsthøjskolen, der nu åbner op for træffet.

”Holbæk Kunsthøjskole er nærmest skabt til et talenttræf. Det er landets største og ældste kunsthøjskole med et skønt fagligt og socialt miljø. Det skaber en inspirerende ramme for træffet,” siger Henrik Miklos Andersen, der er koordinator for BGK Holbæk.

Stor talentmasse

Et nationalt træf er en vigtig del i udviklingen af et talent, som Henrik Miklos Andersen fortæller. Det skaber nye fællesskaber og nye faglige netværk, der i fremtiden kan fremme talentets tyngde.

”Vi er glade for vores mange talenter, og vi er i Holbæk Kommune meget entusiastiske omkring vores talentmasse. Vi er glade for talenter inden for billedkunst, musik, scenekunst og idræt men også helt andre professioner. Det er vigtigt for os, at vi understøtter og udvikler vores talenter, og miljøerne de er en del af. Det gør BGK men jo også især talenttræffet, der samler talenter fra hele Danmark,” siger Ole Hansen, formand for Udvalget for Kultur og Fritid.  

Mødet mellem de mange unge talenter vil påvirke de unges professionelle fremtid.

”Træffet vil skabe venskaber, et stort fællesskab og faglige netværk. Når de kommer videre som den nye generation af visuelle kunstnere, så har de allerede mødt hinanden. Det åbner nye muligheder på sigt. Det kunne for eksempel være fælles udstillingsplatforme,” fortæller Henrik Miklos Andersen.

Et visuelt fællesskab

BGK har et fællesskab omkring billedkunstneriske udtryksformer, der både er socialt og fagligt. Kunsthøjskolen sætter gode rammer for det sammenhold. Talenttræffet gør fællesskabet større. 

”BGK er jo det sted, hvor unge møder hinanden. For talenterne kommer der et fælles rum af den samme interesse. At talenterne har et fællesskab er i den grad med til at udvikle dem. Ligeså meget som det at de stifter bekendtskab med formidlere og kunstnere på højeste niveau. Og det gør sig endnu mere gældende for det nationale talenttræf,” siger Henrik Miklos Andersen.  

De unge og underviserne fra resten af Danmark kommer fra BGK Roskilde, Talentskolen i Næstved, BGK Køge, Visuel HF i Viborg, Dansk Talentakademi i Holstebro, BGK Aarhus, BGK Esbjerg, BGK Nord i Aalborg og Visuelt Gymnasium i Horsens.

Fra animation til møbeldesign

Arkitektur, animation, foto, skulptur, møbeldesign, performance, video og grafik. Det er de mange workshops, de unge talenter har valgt imellem. Det spænder bredt fra fysiske værksteder såsom skulptur til digitale værksteder som animation. De unge har ved tilmeldingen prioriteret mellem alle workshops.

”Der har været en stor bredde i tilmeldingerne, og vi er virkelig glade for, at det kun er ganske få, der har fået deres tredje prioritet,” fortæller Henrik Miklos Andersen.



Feedback

Sidst opdateret

28.09.2018

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin