Spring til indhold

Fiskekonkurrence i fjordlandet

Fang en stor havørred, sæt den ud igen og vind en præmie. Det er konceptet, når Fishing Zealand, som Holbæk Kommune er en del af, arrangerer fiskekonkurrence i Fjordlandet.
09.03.2018


Fast fisk i Bramsnæsvig. Foto: Nikolaj Korsholm.

Den 16. til 18. marts er der fiskekonkurrence i Isefjorden og Roskilde fjord.

Fjordlandet Open er navnet og konceptet er enkelt: Man fisker en vis del ud af bukserne hele weekenden. Får man en stor havørred på krogen, kan man måle den, tage billeder, sætte den ud igen og hvis man er heldig nok, vinde fine præmier. Der er også præmier til dem, der tager de bedste billeder og videoer. Hovedpræmien er en fiskerejse til Island.

Fjordlandet Open er ligesom Fishing Zealand baseret på bæredygtighed i fiskeriet. Derfor er der også mulighed for, men ikke krav om, at sætte fangede fisk ud igen – det man i fiskekredse kalder catch & release.

Fredag den 16. marts er der opstart på konkurrencen på Værftscafeen i Holbæk. Borgmester i Holbæk Kommune Christina K. Hansen byder velkommen, og der vil være masser at kigge på og prøve for fiskeinteresserede. Arrangementet er åbent for alle – også ikke tilmeldte. 

Har du lyst til at deltage i konkurrencen, kan du læse mere og tilmelde dig på www.fjordlandetopen.dk. 


Stemning fra tidligere Fjordlandet Open. Foto: Martin Kielland

 



Feedback

Sidst opdateret

09.03.2018

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin