Spring til indhold

Aprilfestival 2020: Åben plakatkonkurrence

Til april 2020 er Holbæk Kommune vært for verdens største børneteaterfestival: Aprilfestivalen. For at give festivalen det helt rigtige visuelle udtryk, har festivalledelsen nu udskrevet en plakatkonkurrence. Præmien er masser af eksponering og 10.000 kroner.
28.01.2019

PRESSEMEDDELELSE | Aprilfestivalen er verdens største turnerende teaterfestival med forestillinger for børn og unge. I løbet af festivalugen optræder mere end 100 forskellige professionelle teatre. Aprilfestivalen afholdes hvert år i en ny dansk kommune. I 2020 er Holbæk Kommune vært for festivalen.

Forberedelserne er så småt i gang; første skridt er at finde festivalens visuelle identitet. Derfor er der nu udskrevet en åben plakatkonkurrence. Vinderplakaten kommer til at udgøre det centrale element i Aprilfestival 2020’s visuelle identitet. Ud over at få sit design bredt eksponeret, får vinderen overrakt 10.000 kr.

Fokus på talentudviklingen blandt unge

”Vi ved, at vi har masser af kreative talenter i kommunen. Især håber vi, at mange unge vil byde ind på opgaven med at designe en plakat”, fortæller udvalgsformand for Kultur og Fritid i Holbæk Kommune, Ole Hansen (S). ”I Holbæk Kommune har vi særligt fokus på talentudvikling. Med Aprilfestivalen 2020 ønsker vi at sætte fokus på unge talenter i de kunstneriske fag. Talentarbejdet er nemlig en helt grundlæggende forudsætning for at vi også i fremtiden har et rigt kulturliv”, siger Ole Hansen.

Han suppleres af teaterleder ved Teatret Fair Play, Robert Parr:

”At finde sit talent kræver først og fremmest at man møder kunsten. Et møde, som tænder den indre ild og modet til at drømme stort. Derfor er temaet for Aprilfestivalen 2020 ’Mødet, gnisten og drømmen’”, fortæller han og fortsætter: ”Aprilfestival 2020 sætter fokus på de unge, deres muligheder for udvikling og dét, der inspirerer dem. Her kan de mødes andre talentfulde unge. Unge, som også drømmer om en dag selv stå på scenen. Unge, som drømmer om at blive aktive deltagere på fremtidens kunstscene”, slutter han. 

Blikfang og en stærk idé

Festivalplakaten skal skabe opmærksomhed, nysgerrighed og interesse. Den skal visuelt kommunikere, at festivalen er et sprudlende forum for oplevelser for børn og unge - med teater, dans og musik. Alle uanset profession og baggrund kan deltage. Bare man har en stærk idé og blik for at indfange det særlige ved Aprilfestival 2020 – teater for store og små: Mødet, gnisten og drømmen

Plakatdesignet skal kunne tilpasses forskellige formater. Desuden skal plakaten indeholde:

  • Navnet: ”Aprilfestival – teater for store og små” og temaet: ”Mødet, gnisten og drømmen”
  • Dato og årstal: 19.- 26. april 2020
  • Plads til evt. at placere logoer på samarbejdspartnere i bunden af plakaten.

Alle rettigheder til vinderplakaten overgår efter udvælgelsen til Holbæk Kommune.

Bedømmelseskriterier

En jury vil efter konkurrencens frist vurdere de indkomne forslag og særligt ligge mærke til designet ift.:

  • Evnen til at kommunikere essensen ved Aprilfestival 2020
  • Det visuelle udtryk og gennemslagskraft
  • Let aflæselig
  • Evnen til at binde festivalen sammen og skabe nysgerrighed, opmærksomhed og interesse
  • Det kan anvendes i forskellige medier og formater – i sin helhed eller beskåret til udsnit.
  • Den visuelle idé er enkel og stærk nok til at brande Aprilfestival 2020.

Sådan deltager du

Den færdige plakat skal indsendes digitalt senest 4. marts til kulturkonsulent Sisse Østergaard på sispe@holb.dk

Se også opfordring til at deltage i plakatkonkurrencen her

 



Feedback

Sidst opdateret

30.01.2019

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin