Spring til indhold

Morgensang på biblioteket

Liv og Mathilde går i 9. klasse på Holbæk By Skole, afdeling Bjergmarken. I denne uge er de i praktik hos borgmester Christina K. Hansen, og de har været vidt omkring. Blandt andet til morgensang på biblioteket. Læs deres beretning her.
Flot fremmøde til fælles morgensang på Holbæk Bibliotek

Torsdag den 19. september var der fælles morgensang på biblioteket i Holbæk. Her kunne alle, der havde lyst, komme og synge. Det var en rigtig stor succes, især hos de ældre mennesker.

"Det er hyggeligt, at man kan komme her. Både at mærke at man stadig har stemme, men også at være sammen med en masse andre, der også er oppe i årene", grinede en dame, da vi spurgte, hvad hun syntes om arrangementet.

"Det er et fint program, de har lavet", mente en mand.

Interessen stiger

Vi fik også lov at snakke med en af bibliotekarerne - hende, der har været med til at stable projektet på benene. Hun fortalte, at det med fællessang en gang var rigtig populært. Så har der været et dyk i interessen, men nu er trenden ligesom ved at komme igen, og folk synes, det er fedt og hyggeligt at synge sammen. 

"Da vi startede i 2017, var der ikke så mange, men nu er salen næsten fyldt hver gang", sagde hun.

Hvis du har lyst til at være med til fællessang, så er der rig mulighed for det. Den 3. oktober er det Jyderup Bibliotek, der lægger rum til, og den 10. oktober er det igen Holbæk Bibliotek.

Du kan følge med i både musikalske og andre arrangementer på Holbæk Bibliotekernes hjemmeside.

Hvis du har lyst til at se, hvad Liv og Mathilde ellers laver som borgmesterpraktikanter, så kan du følge med på instagram på profilen @ckrzyrosiak - i stories svarer de på spørgsmål og deler deres oplevelser.

 



Feedback

Sidst opdateret

19.09.2019

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin