Spring til indhold

Spil Dansk Ugen står for døren

Når kalenderen runder uge 44, træder vi ind i Spil Dansk Ugen. Landet over hyldes dansk musik med en væld af arrangementer, og i Holbæk Kommune fejres ugen også.
23.10.2019

Koncerter, foredrag, workshops og fællessang er nogle af bidderne, som Spil Dansk Ugen serverer for både børn, unge, voksne og ældre. I uge 44 fejres det landsdækkende tema nemlig også i Holbæk Kommune, hvor både offentlige og private arrangementer hylder den danskproduceret musik.

Ugen byder på jazz på Æglageret, et musikalsk foredrag på Jyderup Bibliotek og koncert på Karlsvognen. Derudover kan du også nyde en koncert med sangskrivere på Elværket, deltage i workshop på Holbæk Bibliotek og være med til alsang på Elværket, hvor også borgmester Christina Krzyrosiak Hansen kommer.

Udover de offentlige arrangementer er der en række private arrangementer på skoler og plejecentre. For eksempel kan elever på Svinninge Skole være kreative til sangskriver-workshop, og beboere på Plejecenter Samsøvej kan være med til en nærværende koncert, der inddrager publikum.

Du kan læse mere om de offentlige arrangementer på www.holbaek.dk/spildansk.

Musiklivets festuge

Bag Spil Dansk Ugens opfindelse eksisterer tanken om, at et levende musikliv er vigtigt for et velfungerende samfund. Det binder os nemlig sammen på tværs af alder, køn og etnicitet. Derfor arbejder foreningen Spil Dansk med at udbrede et fokus på musikkens værdi, stimulere kreativitet og inspirere andre til selv at engagere sig i musikkens verden.

Når uge 44 er dedikeret til dansk musik, handler det om danskproduceret musik. Det inkluderer musik, der er lavet af danske komponister, sangskrivere og producere. Derudover favner de 7 efterårsdage alle genrer og sprog. Ugen er altså en hyldest til hele det danske musikliv og kaldes faktisk også for Musiklivets festuge.

Engang for længe siden

Engang for længe siden, under 2. verdenskrig i 1941, fødtes en idé. Idéen handlede om at skabe en dag til ære for dansk musik. Året efter, at idéen kom til verden, beskrev direktøren for Koda sine nærmere tanker om en sådan dag, og mange år efter, nemlig i 2001, blev idéen til virkelighed.

Spil Dansk Dagen fik ben at gå på, voksede sig større, og i 2014 flyttede dagen hjemmefra. Den skiftede navn til foreningen Spil Dansk, og kort efter blev den til Spil Dansk Ugen. Fra at have været én dag blev Spil Dansk til en uge med et væld af arrangementer landet over. Altid i uge 44.

Allerede da idéen til konceptet blev skabt, var der et enkelt, men stærkt, krav. Det skal nemlig være danske musikere, komponister eller sangskrivere, der har skabt og produceret musikken. De må gerne synge på engelsk, japansk eller noget helt tredje, og alle genrer må ligeledes bruges.



Feedback

Sidst opdateret

23.10.2019

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin