Spring til indhold

17.000 gratis billetter til teateroplevelser i Holbæk Kommune

Den 9. juni åbner billetbestillingen til Aprilfestival – teater for små & store. Alle billetter til de mange teateroplevelser i hele Holbæk Kommune er gratis, og de kan bestilles online på aprilfestival.dk
08.06.2021

Hvad skal DU se?

Over 120 teatre deltager, og der er over 170 forskellige forestillinger at vælge imellem på festivalen. Alle billetter til de mange teateroplevelser i hele Holbæk Kommune er gratis, og de kan bestilles online på aprilfestival.dk. Over 120 teatre deltager, og der er over 170 forskellige forestillinger at vælge imellem på festivalen. Der vil være forestillinger i hele Holbæk Kommune, og rundt omkring i lokalområderne har frivillige gjort en kæmpe indsats.

Arrangørerne håber, at så mange som muligt får mulighed for at booke billetter til netop dét, de ønsker at se. Der er indendørs forestillinger i teatersale, forsamlingshuse, idrætshaller, skoler og institutioner – men publikum vil også kunne opleve teater og anden underholdning i det fri. Det store program er tilgængeligt på aprilfestival.dk eller på festival-appen. Hvad skal DU se? 

Stor lettelse og store forventninger

Oprindeligt var festivalen planlagt til at løbe af stablen i 2020. Så blev den flyttet et år frem i tiden til 2021, og senest udsat fra april til juni. Alt sammen for at styre fri af corona-pandemien.

”Vi er meget begejstrede og lettede over, at det endelig er lykkedes for os at få landet festivalen her i Holbæk i juni. Vi har længe glædet os til at præsentere rigtigt levende teater for både børn og unge samt deres familier”, siger festivalleder Henrik Køhler fra Teatercentrum og fortsætter:

”Under corona har vi siddet alt for længe derhjemme hver for sig. Nu er det tid til at samles igen og få fælles oplevelser i teatret – både indendørs og udendørs. Og at der faktisk – på trods af de restriktioner, vi må arbejde med – er hele 17.000 helt gratis billetter at deles om, er jo helt fantastisk. Vi har store forventninger til den kommende festivaluge, og vi glæder os så meget”, slutter Henrik Køhler. 

Billetter, billetter, billetter

Der er mange, der skal deles om de udbudte billetter. Udover det almindelige familiepublikum, strømmer også professionelle anmeldere og teaterindkøbere til festivalen for at orientere sig i alle de nyproducerede forestillinger. For Aprilfestivalen er mere end blot en teaterfestival – det er kulturelt fyrtårn i dansk teaterliv og faktisk verdens største festival af sin art.

”Det er en helt speciel følelse, at især børnene her i kommunen nu endelig kan få lov at opleve Aprilfestivalen. Jeg skal være ærlig og sige, at jeg på et tidspunkt begyndte at blive nervøs for, om det nogensinde ville lykkes. Omvendt, så har vi hele tiden insisteret på, at vi skulle tilpasse festivalen og gøre alt, vi kunne, for at få så meget teater ud til så mange som muligt. Nu står vi endelig her og kan sige: Nu kan I bestille billetter. Det gør mig virkelig glad”, siger Ole Hansen, formand for Udvalget for Kultur og Fritid i Holbæk Kommune. 

Samarbejde, samarbejde, samarbejde

Aprilfestivalen er blevet til i et meget tæt samarbejde mellem Teatercentrum og Holbæk Kommune. Her har medarbejdere fra næsten samtlige kerneområder været involveret. Især samarbejdet mellem kulturinstitutioner, skoler og dagtilbud har været intenst. Formand for udvalget for Børn og Skole i Holbæk Kommune, Susanne Utoft, fortæller:

”Det giver så meget mening for mig, at vores skoler og dagtilbud har været så involverede i arbejdet med Aprilfestivalen. For det første er det jo dejligt, at alle skoler og dagtilbud får teaterforestillinger på besøg. For det andet har det været fantastisk at se det engagement, som både børn og personale har lagt i forberedelserne. Særligt vores Minicrews og Kulturcrews har gjort det godt. For det tredje er jeg sikker på, at vi som kommune har lært en masse om, hvor meget vi kan, især når vi arbejder sammen på tværs af organisationen.

Teater og underholdning i trygge rammer

Corona-situationen har ikke gjort det nemmere at arrangere festival, og derfor er der også et ret begrænset antal billetter til hver forestilling. Men alligevel er der grund til at være glad nu. Arrangørerne har nemlig gjort alt for at et besøg på festivalen skal være en både tryg og rar oplevelse. Publikum kan på festivalens hjemmeside eller i festival-appen orientere sig om, hvordan de skal forholde sig på festivalen ift. COVID-19-restriktionerne.

Lidt baggrund og dem i kulissen

Aprilfestival - teater for små & store, der blev afholdt første gang i 1971, arrangeres af Teatercentrum i samarbejde med Holbæk Kommune. Festivalens samlede budget er på ca. 5,5 mio. kr., som finansieres af værtskommunen og Kulturministeriet. Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst støtter festivalen, og ASSITEJ Danmark bidrager til planlægningen af festivalen. Nordea-fonden støtter festivalens arbejde med at sætte fokus på de yngstes teateroplevelser. Festivalen er omkring-rejsende og tilbyder teater for et lokalt publikum i en ny værtskommune hvert eneste år.

Bestil gratis billetter til Aprilfestival her

 FOTO: Søren K. Kløft



Feedback

Sidst opdateret

12.06.2021

Ansvarlig redaktør

Regine Wowk Andersen