Spring til indhold

Bøgernes verden får tilskud

PRESSEMEDDELSE | I et nyt koncept er børn og voksne sammen om at skabe gode stunder i bøgernes verden. Konceptet hedder Klub BOGglad og har netop modtaget 570.000 kr. fra Slots- og Kulturstyrelsen.
17.12.2021

Klub BOGglad i Holbæk Kommune er et nyt koncept, der gør bogsamlinger levende i skoler og dagtilbud. I de levende bogsamlinger skaber børn og voksne i fællesskab gode stunder i bøgernes verden. Det har Slots- og Kulturstyrelsen valgt at støtte med tilskud på 570.000 kr.

Der er indkøb af bøger på menuen, og det udmønter sig i tre typer samlinger: ”Legebiblioteker” for 0-3-årige, ”Sammen om Skolestart” for de 5-7-årige og ”LæseRum” for de 6-12-årige.

Samlingerne kredser om bøger, børnene kan lide, og bøger, der kan leges og giver mod på verden. Et særligt fagligt fokus er på læseglæde og børn, der normalt ikke har adgang til bøger – også dem der taler flere sprog end dansk.

– Der bor cirka 10.000 børn under 12 år i Holbæk Kommune, og de får alle glæde af konceptet. Klub BOGglad er nemlig et samarbejde mellem bibliotekerne, forvaltning, sfo’er, dagtilbud og skoler – både offentlige og private, og alle børn i rette alder er automatisk medlem af Klub BOGglad. Jeg er enormt glad for, at så mange vil kunne nyde de levende bogsamlinger, fortæller Ole Hansen, formand for Udvalget for Kultur og Fritid.

Medlemmerne af Klub BOGglad udvælger særlige lokalområder, hvor bogsamlingerne sættes i spil. Derudover byder konceptet på en café, hvor børn og voksne udvælger og anmelder bøger til samlingerne. Kvartalsvis udgiver en tværfaglig redaktionsgruppe også et magasin med anmeldelser samt tips og tricks, der kan gøre samlingerne levende.

Klub BOGglad tager afsæt i erfaringer fra projekterne Legebiblioteket (tidl. Lillefidus), Sammen om Skolestart, LæseRum og det årlige anmelderforløb med børn fra 5. klasserne. Det hele formidles via skolenivirkeligheden.dk/holbaek/forloeb-liste/biblioteker, hvor der også er indhold fra Bibliotekernes Sprogspor og Læsespor.

OMverdenen – tilskud til lokale kulturfællesskaber

Holbæk Bibliotekerne har også modtaget et tilskud fra Slots- og Kulturstyrelsen til et andet projekt. Helt præcist 189.000 kr., som går til ”OMverdenen – lokale kulturskabende fællesskaber på tværs”.

Det er en læringsarena, hvor kultur-potentialer og folkebibliotekets rolle i Stestrup, Store Merløse og Ugerløse undersøges. Bag undersøgelsen står Holbæk Bibliotekerne sammen med skoler, foreninger, fællesskaber, ildsjæle og en ejendomsmægler.

Med OMverdenen oprettes lokale KulturCrews på tværs af aldre. De skal sammen med skolerne børne-KulturCrews øge kulturtilbud i lokalområderne. Der munder ud i 12 arrangementer, og derudover arbejdes der for at fastholde og tiltrække ny borgere gennem fællesskaber. Ligeledes udvikles et bibliotekskoncept for kulturdrevet samskabelse.

– Der er ingen tvivl om, at de her penge lander på et tørt sted. Det er spændende og nødvendigt at undersøge, hvordan et lokalområde uden en biblioteksbygning kan få det allerbedste biblioteks- og kulturtilbud. I St. Merløse, Ugerløse og Stestrup er der stort potentiale med skoler, foreninger og borgere, der har lyst til at give en kultur-indsprøjtning og kan være med til at skabe værdi og sammenhold lokalt, fortæller Mette Madsen, arrangementskoordinator på Holbæk Bibliotekerne.

Projektet har en varighed på to år, og selvom der er lagt en projektplan, er der plads til nyopståede idéer og muligheder undervejs. Det kan ændre tidsplanen og tilføje nye, spændende elementer.



Feedback

Sidst opdateret

17.12.2021

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin