Spring til indhold

Cykelsporten får bedre rammer med ny alliance

PRESSEMEDDELELSE | En netop godkendt cykelalliance skaber bedre rammer for cykelsporten i Holbæk Kommune. Det sker gennem initiativer med fokus på børn, unge, motionister og cykelcross.
05.05.2021

I mange år har cykeltraditionens motionister og professionelle ryttere suset afsted på gader, stræder og veje i hele Holbæk Kommune. Cykelsporten har også fået mere opmærksomhed de seneste år, fordi professionelle ryttere opnår succes på landevejene, og fordi Danmark i 2022 lægger asfalt til de første tre etaper af verdens største cykelløb, Tour de France.

Det er en succes for cykelsporten, som smitter af på foreninger og selvorganiseret idræt. Derfor er Holbæk Kommune som den første kommune i landet gået sammen med Danmarks Cykle Union om at lave en alliance, der skaber endnu bedre rammer og muligheder for cykelsporten.

Parterne i samarbejdet tæller også Holbæk Cykelsport, Svinninge Cykelklub, Team Compendium samt Holbæk Sportsby, og i dag onsdag den 5. maj godkendte Udvalget for Kultur og Fritid alliancen.

- Jeg er glad for, at vi nu har godkendt cykelalliancen, idet den har fokus på både bredde- og eliteidræt. Det vil sige, at nybegyndere, letøvede og professionelle ryttere alle får glæde af alliancens konkrete initiativer, fortæller Ole Hansen, formand for Udvalget for Kultur og Fritid.

Cykelaftalen giver også positivt genklang hos Danmarks Cykle Union, hvor direktør Martin Elleberg Petersen glæder sig til samarbejdet:

- At vi nu har indgået et officielt samarbejde med cykelalliancen i Holbæk, er et spændende og vigtigt tiltag for Danmarks Cykle Union. Vi er glade for, at Holbæk Kommune har taget initiativet til at skabe cykelalliancen med tiltag, der også vil medvirke til at styrke cykelsporten. Sammen med vores medlemsklubber og frivillige har vi i de kommende år blandt andet stort fokus på at rekruttere og fastholde børn og unge i cykelsporten. Initiativet og samarbejdet bakker rigtig godt op om den strategi, Danmarks Cykle Union har for udvikling af cykelsporten, slutter direktør Martin Elleberg Petersen.

Alliance står på tre ben

Cykelalliancen står på tre ben. Det første handler om at få flere børn og unges øjnene op for cykelsporten. Danmarks Cykle Union holder derfor i samarbejde med en lokal cykelklub to børnecykelløb med navnet ”Børnetour” i løbet af det kommende år.

Der gennemføres desuden en rækkes arrangementer i og omkring sociale boligområder, og Holbæk Cykelsport sætter initiativer i gang i forbindelse med Postnord Danmark Rundt og Tour de France.

Motionister og folkesundhed er alliancens andet ben, hvor der vil være aktiviteter for sårbare grupper, fortsættelse af cykelfællesskabet ”Mandfolk på MTB”, synliggørelse af eksisterende klubbers hold samt holdløb og enkeltstart på Tuse Næs. Tredje og sidste ben handler om eliten – nærmere bestemt cykelcross.

- Ønsket er, at det kommende crossanlæg i Holbæk Sportsby kan benyttes som elitecenter, hvor der kan holdes landsholdssamlinger og ugentlig træning for Danish Cross Academy. Og så håber vi på, at vi i Holbæk Kommune kan afholde et World Cup crossløb i 2024, fortæller Ole Hansen, formand for Udvalget for Kultur og Fritid.

Holbæk Kommune, Danmarks Cykle Union, Holbæk Cykelsport og Holbæk Sportsby vil samtidig bruge alliancen til at forsøge at tiltrække og gennemføre to UCI cykelcrossløb i kategori 1 og 2, der er særligt høje sportslige niveauer. De to crossløb vil være en del af den nationale crosscup og afholdes i 2022 samt 2023. Erfaringerne fra løbene bliver brug til World Cup crossløbet i 2024. 

Mandag den 10. maj underskrives aftalen officielt, når repræsentanter fra alle parter mødes i Holbæk Sportsby. Aftalen gælder til udgangen af 2024 med mulighed for forlængelse. Mindst én gang årligt i perioden vil parterne mødes for at evaluere de afviklede aktiviteter og vurdere udviklingsmulighederne - for eksempel om der skal opstartes flere aktiviteter og initiativer.



Feedback

Sidst opdateret

07.06.2021

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin