Spring til indhold

Holbæk er klar til Aprilfestival

PRESSEMEDDELELSE | Første store kulturbegivenhed i Holbæk Kommune efter nedlukningen bliver Aprilfestival. Programmet er lagt, og fra 16.-22. juni 2021 kan alle børn og deres forældre få masser af trygge teateroplevelser.
29.04.2021

Der er masser af glæde og begejstring i hele Holbæk Kommune over, at den første store kulturbegivenhed i over et år inden længe slår dørene op. Teaterfestivalen Aprilfestival, der er arrangeret i samarbejde med Teatercentrum, afholdes nemlig 16.-22. juni. Programmet for både weekenddelen og forestillinger på og for skoler og dagtilbud er nu på plads, og det har ikke været uden udfordringer at få stablet arrangementet på benene.

- Coronavirus har givet os bump på vejen. Vi har måtte rykke festivalen to gange, og rammerne for tilskuerantal og spillesteder er også påvirket. Men arrangører og frivillige i alle lokalområder har ydet en kæmpe indsats for, at festivalen kan afholdes, og vi glæder os alle i Holbæk Kommune til at se en masse spændende forestillinger, fortæller Ole Hansen, formand for Udvalget for Kultur og Fritid.

Der kommer til at være flere hundrede teaterforestillinger i festivalugen. Teaterglade børn i alle aldre kan opleve replikker, sang, dans, rekvisitter, flotte kostumer og meget mere på tværs af forestillingerne, der behandler et hav af temaer. Det er eksempelvis fællesskab, venskab, grænser, mod og hemmeligheder, og det mangfoldige program vækker glæde.

- Endelig er vi i mål og programmet lagt. Det har en rigtig god bredde, og der er 15 forskellige spillesteder, der danner rammerne om weekendens forestillinger. Det er lige fra Teatergruppen Batidas ”Verdens Mindste Historie” på 10. klassecentret til Uppercut Danseteaters ”(H)jul” i den gamle badmintonhal. Det har været benhårdt arbejde på tværs af mange områder i Holbæk Kommune at nå hertil, og jeg er simpelthen så stolt af den fælles indsats. Nu ser vi bare frem til junis teateruge, fortæller Sisse Østergaard Ravnholdt, projektleder på Aprilfestivalen i Holbæk Kommune

Programmet er på trapperne og bliver offentliggjort i midten af maj. Her kan du finde det på www.aprilfestival.dk. Til de forestillinger, der ikke kan være med i årets festival på grund af flytning, laver Teatercentrum en YouTube-kanal med præsentationer og trailere.

Trygge rammer

Flytningen til juni er sket i håbet om, at festivalen kan afholdes og give teateroplevelser for så mange børn som muligt. Det er heldigvis blevet en realitet, og derfor er det ikke kun på programfronten, at Holbæk Kommune er klar til Aprilfestival. Restriktioner og retningslinjer er blevet en naturlig del af planlægningen, og derfor er man klar, når rampelyset tænder.

- Sikkerhed og trygge rammer er en forudsætning for, at vi kan gennemføre Aprilfestival. Derfor arbejder vi målrettet for at passe på alle – publikum, frivillige, teatre og os selv i arrangørgruppen. Det betyder, at vi har særligt fokus på rengøring, coronapas og udarbejdelse af en sikkerhedsplan, fortæller Sisse Østergaard Ravnholdt, projektleder på Aprilfestivalen i Holbæk Kommune

I sikkerhedsplanen indgår etablering af professionelle afviklingsteams ved hvert eneste spillested. De skal sørge for adgangsregulering, tjek af coronapas og afspritning af spillelokale før og efter hver forestilling.

Derudover bliver der adgang for maksimalt 70 tilskuere til de enkelte forestillinger, højst syv tilskuerrækker, to meter mellem scenografi og første publikumsrække samt en meter mellem hver person på rækkerne. Sikkerhedsplanen sikrer, at festivalen bliver afholdt i trygge rammer.



Feedback

Sidst opdateret

07.06.2021

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin