Grydelapper anerkendes med pris

”Grydelapper” er en kantinevirksomhed, hvor borgere med udviklingsforstyrrelser kan arbejde. Kantinen anerkendes nu for sine særlige indsatser og er vinder af Holbæk Kommunes Handicappris 2017.
06.12.2017

Forståelse og selvstændighed

Hvert år uddeles en handicappris til en borger, forening eller virksomhed, der har ydet en særlig indsats for mennesker med handicap. ”Grydelapper” på VUC i Holbæk V/ Pia Busk Nymand blev i går kåret som årets vinder. Med anerkendelsen fulgte en flot gave bestående af 10.000 kroner, et maleri og et diplom.

Kantinen har ansat medarbejdere med udviklingsforstyrrelser, og de hjælper til i kantinens dagligdag på VUC. Alle medarbejderne har ansvaret for en eller flere opgaver, hvilket gør medarbejderne selvstændige.

Selvstændigheden var en del af begrundelsen for, at ”Grydelapper” vandt prisen. Derudover blev det fortalt, hvordan ledere og personale har en stor forståelse for medarbejdernes forskellige udfordringer. På arbejdspladsen er der nemlig fokus på anerkendelse, samvær og fællesskab i et beskyttet og trygt miljø.

 

Uddeling

Prisuddelingen foregik til et arrangement på rådhuset, som Holbæk Kommunes Handicapråd havde inviteret til. Stemningen blandt gæsterne var præget af spænding og stor glæde. ”Grydelapper blev hyldet, og der lød en stor ros til alle, som yder en indsats og hjælper mennesker med udviklingsforstyrrelser.

Alle borgere, virksomheder og foreninger i Holbæk Kommune kan indstille en mulig vinder af Handicapprisen. Indstillingen kan for eksempel ske på baggrund af opslag i lokalaviser, på Facebook og på kommunens hjemmeside.



Feedback

Sidst opdateret

06.12.2017

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin