Spring til indhold

Undløse Behandlingshjem fylder 100

Den 15. september er en helt særlig dag for Undløse Skole- og Behandlingshjem. Institutionen fylder rundt. Hele 100 år har hjemmet ligget i det nordlige Undløse.
18.09.2018

For 100 år siden blev Undløse Drengehjem startet som et hjem for udviklingshæmmede drenge. Jeppe Hansen, hjemmets stifter, mente, at med den rette indsats ville man kunne opnå gode resultater med drengene. Ofte havde den gruppe haft det svært i datidens andre institutioner.

En del af lokalsamfundet

Et af målene var, at drengene skulle være en del af det lokale samfund. For eksempel spillede drengenes hornorkester til sølvbryllupper og andre arrangementer. Der kom også boldbaner op, hvor der blev spillet mod omegnens klubber.

I dag er Undløse Skole- og Behandlingshjem et moderne behandlingshjem for piger og drenge, der har haft en svær opvækst. Der bor 20 elever i døgnafdelingen, og 14 elever går på skolen i dagtimerne.

Trods mange ændringer siden starten for 100 år siden er princippet forblevet det samme. Helt fra start har der været fokus på ånd og hånd. Om formiddagen er der boglig undervisning, og om eftermiddagen er praktisk arbejde i fokus.

I starten var landbrug en stor del af det praktiske arbejde. Eleverne arbejdede i stalde, og kort efter blev der oprettet et gartneri, hvor eleverne solgte planter.
Da behovet for arbejdskraft i landbruget blev mindre med tiden, begyndte man at finde lærepladser til eleverne hos håndværkere og handlende.

Uddannelse og job

Målet var og er stadig at bringe eleverne videre i samfundet. I dag bliver der arbejdet med brobygning til ungdomsuddannelser og folkeskoler. Idéen er at eleverne bliver klædt på til at kunne tage en uddannelse og få et fast arbejde.

På Undløse Skole- og Behandlingshjem har de været gode til at holde fast i de ting, der virker. Samtidig har man tilpasset sig kravene i det øvrige samfund.

Lørdag den 22. september markeres 100 års fødselsdagen med åbent hus for alle med tilknytning til Behandlingshjemmet. Eleverne viser rundt, der skal fortælles historier og spises tapas og kage.

Stort tillykke til Undløse Skole- og Behandlingshjem med de 100 år.



Feedback

Sidst opdateret

18.09.2018

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin