Spring til indhold

Udsendte hyldes i Holbæk Kommune

Holbæk Kommune hylder de personer, der har været udsendt på internationale missioner, når Den Nationale Flagdag markeres med en reception i Byrådssalen onsdag den 5. september kl. 17.30-18.30.
22.08.2018

Anledningen er Den Nationale Flagdag, der hylder det personel inden for Udenrigsministeriet, forsvaret, redningsberedskabet, politiet og sundhedsvæsenet, der har været udsendt på internationale fredsstøttende og humanitære missioner siden 1948.

”Vi har en god tradition i Holbæk Kommune med at markere Den Nationale Flagdag. Det er en dag, der er tilegnet de personer, der har været udsendt i international tjeneste, og jeg synes, at det fra samfundets side er en god måde at tilkendegive respekt og støtte til de udstationerede, til veteranerne, til de faldne og til de pårørende. En højtidelig dag med mange følelser og minder på godt og ondt, som jeg personligt ser frem til at deltage i,” fortæller borgmester Christina Krzyrosiak Hansen.

Det er ottende gang, at Holbæk Kommune markerer dagen, hvor veteraner, soldater, pårørende samt andre interesserede er velkomne til at deltage. Borgmester Christina Krzyrosiak Hansen vil holde tale, der vil være musikalsk indslag samt et let traktement under receptionen.

Efterfølgende gudstjeneste

I lighed med tidligere år har Skt. Nikolai Kirke valgt at markere flagdagen med en aftengudstjeneste i anledning af Danmarks udsendte kl. 19.00. Alle interesserede, involverede, pårørende og bekendte til udsendte, som har gjort eller gør international tjeneste, inviteres til gudstjenesten. Efter gudstjenesten inviteres alle til en kop kaffe/the i Klostersalen i Sortebrødreklosteret.

Den Nationale Flagdag blev første gang højtideliggjort i 2009, og over hele landet markeres dagen med taler, gudstjenester, kranselægninger og receptioner.



Feedback

Sidst opdateret

10.09.2018

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin