Spring til indhold

Omfordeling skal løfte områder

PRESSEMEDDELELSE | Økonomiudvalget i Holbæk Kommune har netop sendt effektiviseringsforslag for ca. 22,5 millioner kroner i høring. Hvis forslagene godkendes, skal en del af pengene omfordeles til politisk prioriterede områder.
06.06.2018

Hvad gør man som kommune, når man allerede er oppe og ramme det serviceloft, som regeringen lægger over den offentlige service, samtidig med at man ser behov for et løft af en række områder?

I Holbæk Kommune forsøger man nu at effektivisere og efterfølgende omfordele pengene. Derfor har kommunens Økonomiudvalg også netop sendt effektiviseringsforslag for i alt 22,5 millioner kroner i høring.

”Vi har en presset økonomi i Holbæk Kommune, og derfor har vi de seneste år måttet beskære dele af den kommunale have så hårdt, at planterne har svært ved at spire igen. Det er vi nødt til at tage alvorligt og bringe områderne på ret kurs igen. Men samtidig er rammerne om vores økonomi også bare sådan, at vi er nødt til at finde pengene til det i det eksisterende budget. Her er effektiviseringer den mest skånsomme metode”, siger Christina Krzyrosiak Hansen, borgmester i Holbæk Kommune.

Bedre tid

Målet om at effektivisere for at finde penge til omprioritering blev besluttet i forbindelse med sidste års budgetproces. Her valgte et bredt politisk flertal at igangsætte en effektiviseringsstrategi, der skulle have effekt fra 2019.

Særligt det sidste giver nogle fordele. Blandt andet giver en politisk beslutning midt i året bedre tid til såvel at finde forslagene til effektiviseringer og den efterfølgende implementering af dem.

”Der er sikkert mange borgere og ikke mindst politikere, der er enige med mig i, at de sidste års kaotiske hovsa-besparelser midt i budgetperioderne, ikke førte til de bedste og mest velovervejede beslutninger. Jeg håber, at vi med den her metode kan gøre det smartere og uden så store menneskelige konsekvenser i forhold til både borgere og medarbejdere”, siger Christina Krzyrosiak Hansen.

Forhandlinger om arbejdsprogram

Hvilke kommunale områder, der eventuelt skal tilgodeses, hvis effektiviseringerne godkendes, er endnu ikke klart.

”Vi forhandler lige nu politisk om et arbejdsprogram, der skal udstikke retningen for kommunalbestyrelsens arbejde i det kommende stykke tid. Derfor kan jeg endnu ikke sige, hvilke områder, der i sidste ende kan tilgodeses”, slutter Christina Krzyrosiak Hansen.

Ifølge aftalen om Budget 2018 skal effektiviseringer sikre 28 millioner i 2019, 56 millioner i 2020 og 84 millioner i 2021 til politisk prioritering.

Du kan se effektiviseringsforslagene på http://www.holbaek.dk/effektivisering



Feedback

Sidst opdateret

06.06.2018

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin