Spring til indhold

Nyt arbejdsprogram vedtaget

PRESSEMEDDELELSE | Kommunalbestyrelsen sætter med et nyt arbejdsprogram retning på en række fælles prioritererede temaer. To områder er gengangere fra det første program – to nye er kommet til.
15.05.2019

Folkeskolen er fortsat stærkt prioriteret. Det samme er grøn kommune. Hertil skal lægges to nye temaer: Forebyggelse på det specialiserede område og ældreområdet samt en styrkelse af Holbæk som uddannelseby og erhvervsudviklingen i kommunen.

Det er resultatet, efter et flertal i Kommunalbestyrelsen onsdag aften godkendte Kommunalbestyrelsens Arbejdsprogram 2020+.
”Det nye arbejdsprogram understreger, at vi som Kommunalbestyrelse fortsat ønsker at løfte folkeskolen og skabe flere grønne og bæredygtige løsninger i kommunen. Samtidig ser vi et behov for et styrket fokus på forebyggelse på special- og ældreområdet samt på erhvervsudviklingen. En af de vigtigste pointer er for mig, at vi er enige om, at vi igen skal gøre Holbæk til en afgørende uddannelsesby i Danmark. Det glæder jeg mig til”, siger Christina Krzyrosiak Hansen, der er borgmester i Holbæk Kommune.

Folkeskolen

Under hvert af de fire temaer i det nye arbejdsprogram er der flere mulige indsatser.

På skoleområdet er der for eksempel forslag om, at man skal kunne sætte ekstra ressourcer ind i klasser med flere end 25 elever. Det tidligere arbejdsprogram gav i sidste års budgetforhandlinger anledning til, at der indførtes et maksimalt elevtal på 27 per klasse.

Forebyggelse for både børn og ældre

I forhold til forebyggelsen på det specialiserede område og ældreområdet er der blandt andet fokus på den tidlige og helhedsorienterede indsats for børn og unge. Her er det eksempelvis målet at skabe mere sammenhæng mellem Børneindsatsen, skolerne og dagtilbuddene.

Temaet indeholder også et fokus på det aktive ældreliv, hvor netværk, sociale aktiviteter og en inddragelse af omverdenen i det forebyggende arbejde er på dagsordenen.

Erhverv og uddannelse

Kommunalbestyrelsen ønsker også at lave en ny erhvervspolitik. Her skal der blandt andet være fokus på kommunens mange små og mellemstore virksomheder indenfor anlægsbranchen samt på forpligtende partnerskaber om eksempelvis praktikpladser.

Herudover vil der være særligt fokus på uddannelsessektoren. Holbæk skal fortsætte sin udvikling mod igen at blive en uddannelsesby. Allerede i dag er sygeplejerskeuddannelsen og finansøkonomuddannelsen kommet til. Den succes vil Kommunalbestyrelsen bygge videre på til glæde for de unge, der kan tage en uddannelse lokalt, og for erhvervslivet, der får adgang til veluddannet arbejdskraft.

Grøn og bæredygtig kommune

Sidst men ikke mindst er der i det nye arbejdsprogram fortsat fokus på den grønne omstilling i Holbæk Kommune. Kommunalbestyrelsen har en ambition om grønnere indkøb, transport, og energiforsyning i Holbæk Kommune samt fokus på at forbedre naturen og gøre den mere tilgængelig for borgerne. Endelig vil der blive sat fokus på byggeriet, sådan at det lever op til principper om bæredygtighed og energieffektivitet.

Omprioriteringer nødvendige

Selvom der er kommet mere styr på økonomien i Holbæk Kommune, er der ligesom sidste år behov for omprioriteringer, hvis de enkelte indsatser skal realiseres. I forbindelse med budgetforhandlingerne senere på året afgøres det, hvor mange af de penge, der kan gå til realisering af arbejdsprogrammet.

Du kan læse det nye arbejdsprogram på www.holbaek.dk/arbejdsprogram



Feedback

Sidst opdateret

17.09.2019

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin