Spring til indhold

Sagsbehandlingen på bygge- og planområdet styrkes i Holbæk Kommune

PRESSEMEDDELELSE | Holbæk Kommune oplever vækst på bolig- og erhvervsområdet. Flere midler skal derfor nedbringe sagsbehandlingstiden på både plan-, landzone- og byggesagsområdet. Det besluttede Kommunalbestyrelsen på sit møde onsdag.
18.03.2021

Med de tilførte ressourcer (7 mio. kroner i 2021 og 5,5 mio. kroner de kommende år) vil sagsbehandlingstiden kunne nedbringes til et niveau, så Holbæk Kommune kan overholde de nationale måltal samt igangsætte landzone- og lokalplansager uden længere ventetid.

Det glæder viceborgmester og formand for Udvalget for Klima og Miljø, John Harpøth, at området styrkes, da der er et stort behov for at få nedbragt sagspuklerne.

”Det er yderst attraktivt at bygge i Holbæk Kommune, og i de seneste fire år har vi oplevet en mærkbar stigning fra både private og professionelle ansøgere på det her område. Så kort sagt har det samlet set medført en øget sagsbehandlingstid, hvilket har resulteret i, at vi ikke kan følge de nationale måltal for behandling af byggesager. Men med Kommunalbestyrelsens beslutning er det min forventning, at vi med ansættelse af flere medarbejdere samt brug af ekstern konsulentbistand vil kunne opfylde måltallene i løbet af 2022,” fortæller John Harpøth.

Nye love har også øget sagsbehandlingstiden

Byggeboom og vækst på erhvervsområdet er en del af forklaringen på den øgede sagsbehandlingstid. Nye love og regler, særligt på byggesagsområdet, er en anden del af forklaringen. Her giver det nye bygningsreglement (BR18) store udfordringer for både private og professionelle ansøgere. Det betyder, at der er en omfattende dialog med ansøgerne, både inden og efter de ansøger, hvilket dog alligevel ofte resulterer i fejl i ansøgningerne. Desuden skaber det flaskehalsproblemer og er en udfordring på landsplan at få nok uddannede medarbejdere, der kan varetage de krav, der er omkring de brandtekniske udredninger i BR18.

”Det nye bygningsreglement har givet skærpede dokumentationskrav på stort set alle typer af byggeri, hvilket medfører en omstændelig ansøgningsprocedure for ansøgerne, og som vi skal bruge meget tid på at vejlede omkring. Det forøger naturligvis sagsbehandlingstiden til frustration for både os selv, virksomhederne og borgerne. Så det er godt, at vi med de tilførte ressourcer kan sætte ind der, hvor sagstrykket er størst, så unødig ventetid på byggerier undgås,” fortæller John Harpøth.

John Harpøth ser i øvrigt de mange byggeprojekter, som virksomheder og private trods coronakrisen gerne vil i gang med, som et positivt tegn, og at blandt andet en hurtigere byggesagsbehandling vil være medvirkende til at sætte skub i ting, hvor krisen på mange områder ellers har sat ting i stå.

Området tilføres i 2021 i alt 7 millioner kroner (beløbet fordeler sig på 5,5 mio. kr., der finansieres af Kommunalbestyrelsens bufferpulje til uforudsete udgifter og herefter indarbejdes i budget 2022-2025 samt 1,5 mio. kr., der skal gå til ekstern bistand til en ekstraordinær nedbringelse af sager i indeværende år. Udgiften finansieres i 2021 af mindre udgifter som følge af, at Andel ikke opkræver udgifter til transport af el i 2021).



Feedback

Sidst opdateret

09.06.2021

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin