Spring til indhold

Demensstrategi ser dagens lys

PRESSEMEDDELELSE | Med en ny ambitiøs demensstrategi sætter Holbæk Kommune retningen for nye initiativer og det videre arbejde til gavn for borgere med demens og deres pårørende.
27.05.2019

Demens er en udbredt sygdom, og antallet af borgere, der bliver ramt af demens i Holbæk Kommune, forventes at stige fra de nuværende ca. 1.100 borgere til ca. 1.600 i løbet af de næste 10-15 år. Sygdommen rammer også yngre mennesker. Derfor har det været vigtigt at udarbejde en egentlig strategi for, hvordan kommunen bedst muligt hjælper borgere med demens og deres pårørende.

”Med denne strategi sætter vi yderligere fokus på demens og sætter retning for, hvordan Holbæk Kommune bliver en demensvenlig kommune til gavn for alle. Strategien tager sit udgangspunkt i vores værdighedspolitik og vision for, hvordan livet skal være som borger i Holbæk Kommune. Med det udgangspunkt sikrer vi, at strategien trækker i samme retning som resten af kommunen, både for ældreområdet specifikt, men også for kommunen generelt. Strategien er bygget ud fra nyeste viden om demens og er resultatet af et omfattende arbejde, hvor medarbejdere i mange forskellige grene af kommunen har bidraget. Det sikrer et bredt kendskab, som skal udmønte sig i et bredt ejerskab og i sidste ende, at strategien kommer til at gøre en reel forskel for dem, som rammes af demens. Med denne strategi tager Holbæk Kommune et væsentligt skridt på vejen imod det demensvenlige samfund,” fortæller Jeppe Jakobsen, der er formand for Udvalget for Ældre og Sundhed.

Haft behov for en strategi

”Holbæk Kommune har i mange år haft fokus på hjælp og tilbud til mennesker med en demenssygdom og deres pårørende. Men når vi formulerer en egentlig strategi, får vi sat en tydelig retning på demensområdet. Som formand for Udvalget for Ældre og Sundhed er jeg derfor utrolig stolt af, at vi i dag står med en ambitiøs demensstrategi. Vi gør allerede rigtig meget. Og det arbejde, der ligger foran os, ser både jeg og resten af udvalget meget frem til at følge,” fortæller Jeppe Jakobsen.

Den brede inddragelse vil fortsat være en central del af Holbæk Kommunes arbejde med demens. Der nedsættes et forum, som skal følge virkningerne af strategiens udmøntning og forene interesser for demensområdet i Holbæk Kommune fremover.

Ifølge Nationalt Videnscenter for Demens har op imod 89.000 mennesker herhjemme demens, og 3.000 personer under 65 år er registreret med en demensdiagnose.

Læs Holbæk Kommune demensstrategi



Feedback

Sidst opdateret

17.09.2019

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin