Spring til indhold

Glem ikke 'Huskeugen'

Holbæk Kommune sætter for fjerde gang demens på dagsordenen og afvikler Huskeuge i uge 38. Huskeugen sætter fokus på og skaber mere viden om demens.
10.08.2022

I Holbæk Kommune er der ca. 1.000 borgere, der har en demenssygdom, og sygdommen påvirker yderligere de ca. 4.000 borgere, der er pårørende. Antallet af borgere med demens forventes mod 2040 at stige til det dobbelte.

Demens kommer altså til at berøre mange flere mennesker i fremtiden. Huskeugen byder derfor på inspirerende events med fri entré, og som skal gøre os klogere på sygdommen.

”Demens er en alvorlig sygdom, som ikke kun rammer det enkelte menneske, men hele familien. Derfor arrangerer vi i Holbæk Kommune igen Huskeugen, så mennesker med demens og deres pårørende gennem en række arrangementer kan blive endnu klogere på aktiviteter, pleje og omsorg. For ingen skal stå alene med en demenssygdom. Formålet med ugen er dermed at skabe åbenhed og opmærksomhed på demensramte og deres familiers liv med demens. Vi ønsker at øge opmærksomheden om sygdommen, og det arbejder, som der foregår i Holbæk Kommune med at skabe det demensvenlige samfund. Demens er en udfordring, vi skal tackle sammen, alle sammen. Det må man aldrig stå alene med,” fortæller John Harpøth, der er formand for Udvalget for Ældre og Sundhed i Holbæk Kommune.

Kom og bliv klogere på demens i uge 38 (19. – 23. september 2022)

  • Oplev spændende foredrag om den nyeste viden inden for demensforskning
  • Få mere viden om jura/fuldmagt/værgemål i relation til demens
  • Foredrag med Michèle Bellaiche
  • Foredrag med hjerneforsker Troels W. Kjær
  • Deltag i motionseventet ”Gå for at huske”
  • Hør hvordan det opleves, når en ægtefælle får demens
  • Vær en del af et fællesskab sammen med andre borgere med demens og deres pårørende

Se hele programmet for Huskeugen og læs mere om tilmelding.

Huskeugen er for alle, der gerne vil blive klogere på demens eller vil være en del af et fællesskab.



Feedback

Sidst opdateret

12.01.2023

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin